281 / 308
276
Vor ædle Velgjører fortalte os nu med
megen Godmodighed, at han var Digter, og frem-
sagde en Sonnet, han nyligt havde digtet til
Ære for hans nye Konge, Francesco l mo-
Vi fandt naturligviis Digtet fortræffeligt —
ligesom hans Viin og drak med ham paa Kongens
Velgaaende.
Ved Afskeden udbad han sig vore Navne og
gav os sit. Han hed: Don Francesco Corleo.
Da han silde paa Aftenen havde forladt os,
blev Bordet flyttet ud, og hele Gulvet bedækket
med Sengeklæder og lidt Halm, og for at der
dog med Grund kunde foretages en Lodtrækning,
bleve nogle Leiesteder med Flid gjorte ulige bedre
end andre.
Ernesto, som til sin Ærgrelse havde trukket
et godt Nummer, gav sin Seng til Pris, svøbte
sig i sin Overkjortel og strakte sig, med Rand
selen under Hovedet, hen i en Krog paa det
bare Gulv.
Næste Morgen afreiste vi, førend Taagen
endnu havde hævet sig, ned fra Salemi til den
skjønne Dal, vi om Aftenen havde seet, belyst
af den nedgaaende Sol. Veien førte os forbi det
lille Landsted, hvor den ædle Don Corleo vel
endnu sov paa sit grønne Øre, efter Sviren iaftes.