286 / 308
281
Sundheden! Desuden,» vedblev jeg, «staaer der
jo i den hellige Skrift, at ikke det, som gaaer
ind af Munden, men det, som gaaer ud af den,
gjør Mennesket ureent!» — «Men», sagde han
derpaa, som om en Steen laa ham paa Hjertet,
«er det sandt, at Eders Præster tør gifte sig?.» —
Jeg forsikkrede ham, at det var ganske sandt.
«Og vilde I ikke», gjentog jeg, «om det ellers
var Eder tilladt, gifte Jer?» «Hør», sagde han,
idet han tog mig hurtigt ved Haanden og reiste
sig, «jeg mærker nok, at I hos Jer maa have
en meget god Regering!»
Derpaa hilsede han mig paa det Venligste,
besteg sit Æsel og forsvandt i den yppige, livs
glade Natur som en Gjenganger, der vender til
bage til sin fugtige Gravhvælving.
Ernesto og jeg fortsatte nu Vandringen over
endeel Steendynger og kom, vildfarende, ind paa
en stor Viinmark, da vi ikke havde Føreren med.
Paa disse ulovlige Veie nærmede vi os et lille
Huus med Balkon, hvor en Mand viste sig og
raabte til os.
Vi troede det var et Forbud.
Men ingenlunde. Da vi nærmede os, forstode vi,
at det var en Indbydelse, og at dette Huus
maaske var et Osteri.