476 / 722
4 6 2
Torben Krogh
théâtre, der var i nær familie med de italienske Com
media dell’arte-skuespilleres komiske lazzi, d.v.s. scener,
hvor de optrædende rigtigt slog sig løs, ofte med impro
viserede numre, der godt kunde have en højst barok
karakter. Gennem disse teaterspil blev mangen en fra
digternes side temmelig langsommelig scene reddet14.
Typisk nok mente Holberg, at der nødvendigvis maatte
teaterspil til, hvis en forestilling skulde interessere, og
han siger netop om Moliéres værker, at de i henseende
til „Actionerne, og det som man kalder Jeu du Theatre
have en stor Fordeel for andre Skue-spill“.15 Den dan
ske komediedigter var nu imidlertid nærmest misunde
lig over den blændende maade, paa hvilken de franske
forfattere fik deres stykker opført. De franske kome
dier — siger han — „have en stor Fordeel udi Actioner
ne: Thi saasom de saa ofte have været spillede af gamle
habile Acteurs udi alle Lande, saa er ethvert Skridt og
enhver Bevægelse afpasset“. Lige saa karakteristisk er
det, naar han paastaar, at hans egne komedier ikke by
der paa saa store tekniske vanskeligheder med hensyn
til spillet, thi „Actionerne ere ikke uden saadanne som
nye og u-exercerede Acteurs selv i en Hast kand op-
hitte“16, d.v.s. at situationerne ikke krævede den profes
sionelle dygtighed af de udøvende som f. eks. Moliéres
komedier, der ligefrem fordrede en række virtuose tea
terspil.
Det var ikke helt let at finde et passende teaterlokale
i datidens København, men det endte med, at man valgte
traktør Chr. Bergs kendte forlystelsesetablissement i Læ
derstræde, der rummede en sal, som blev benyttet til
koncerter o. 1. Om Bergs hus, der tidligere var anvendt
som synagoge, har Chr. Elling givet en række nye op
lysninger i en fortræffelig afhandling, hvor han paaviser,
at den store sal var 20 alen lang, 12 alen bred og af ca.
10 alens højde. Den havde hvælvet gibsloft, og væg-