521 / 722
Fra Bergs h u s til K om ediehuset
507
gjorde det stor lykke, og var ifølge Lessing „allgemein
bekannt, und allgemein beliebt
“ .163
St. Foix’s stykke er
med sin ironiserende skildring af kærlighedsforhold af
en lignende type soin „Den forhexede Skaal“ ; men ad
sk illigt mere yndefuldt. En mægtig troldkvinde eller fe
har paa grund af en orakelspaadom opdraget sin søn i
fuldstændig uvidenhed om det andet køn, og paa til
svarende maade har hun behandlet en ung prinsesse,
som bor paa hendes ø. Da de to unge endelig træffer
hinanden, vaagner naturligvis kærligheden, og situatio
nen bliver ikke mindre pudsig, da feen har indbildt
prinsessen, at hendes søn er en maskinagtig sammensat
mekanisme. Det var coutume at udstyre „Oraclet“ med
forskellige „smukke Præsentationer“ som dans, sang og
lignende. Den troldkyndige fe er jo nemlig i stand til at
frembringe forskellige mærkelige kunststykker. I en af
scenerne berører hun med en stav nogle statuer, som
alle bliver levende. Den ene af dem danser en sarabande,
medens de to andre spiller henholdsvis paa blokfløjte
og gige. Efter sarabanden „forener det gandske Orche-
ster sig med Fløiten og Gigen med dæmpede Instrumen
ter, som spille en lystig og flydende Music, hvorpaa
Statuen efterhaanden opmuntrer sig, og dandser en ly
stig Dands“. Som det fremgaar af arkivalierne, ejede
teatret „5 Postem enter“ til statuerne, og endvidere er
farer vi, at de fem kridhvide „Støtte-Dragter“ særdeles
ofte maatte va sk es
.104
At københavnerne var henrykte
for denne scene med de dansende statuer, ved vi fra den
meget m isfornøjede Holberg, der siger, at naar man
spørger de tilskuere, der finder smag i „Oraclet“, hvorfor
de er saa begejstrede for dette stykke, som „de aldrig
kiedes ved at see, svare de, eller rettere ikke kand svare
andet: end at det er saa behageligt at see de Støtter, som
præsenteres
“ .105
Der var altid mulighed for at byde paa
noget nyt i denne tryllekomedie, og til forestillingen den