526 / 722
512
Torben Krogh
Den komiske virkning opnaas derigennem, at disse unge
forsøgspersoner ikke kan styre deres affekter. Den kvin
delige hovedperson, der i den danske oversættelse paa
godt Holbergsk kaldes Ficke, henfalder i tilbedende be
gejstring over sig selv, da hun første gang ser sig i et
spejl, og da hun træffer en tilsvarende opdraget ung
mand, bliver hun straks forelsket til op over begge ører,
en følelse, der faar et højst pudsigt udtryk; men da hun
kort efter møder en anden, slaar hun straks sin kærlig
hed paa ham. Interessant nok har Lodde forsynet sin
oversættelse af stykket med en prolog og epilog, der lige
som „Heraclitus og Democritus“ er formet som et ind
læg i den aktuelle strid. Prologen indeholder en forsik
ring om, at det, der bringes frem paa skuepladsen, i
særlig grad udmærker sig ved dyd og ærbarhed, saale-
des at de sure pietister altsaa in tet har at klage over.
Tillige forekommer der en fin te til dem, der mener, at
de fremmede stykker bliver platte og plumpe i dansk
oversættelse:
„Kom ærbar Alderdom, kom og du unge Alder,
Kom med du smukke Kiøn, bring med Uskyldighed.
I sikkert komme kand, og tør ey bange være,
At den gemeene Smag har styret vores Vall;
Den som uskyldig er, ey noget ondt skal lære
Af den Comoedie, som nu opføres skal.
Kom Dadle-Syge, kom med dine falske Briller,
Tag dine Venner med, Nid, Grovhed, Bonde-Skiemt;
See eders bittre Harm paa det vi forestiller,
Hvor ey det m indste Ord kand kaldes groft og slemt.
I, som vor Skue-Plads med sorte Farver maler,
Hvis fiine Øren ey paa Dansk fordrage vil
Det som et fremmed Sprog med større Frihed taler,
Indbydes og af os til dette Skuespil.
Kort sagt, vi ey Critik og strenge Domme frygter,