524 / 722
510
Torben Krogh
cien s“. Den rent vokale del fremføres af „un venétien“
og „une venétienne“, der synger paa italiensk, endvidere
af Scapin og „une musicienne“ samt kor. Paa den dan
ske skueplads blev nu hele dette apparat, som man kan
tænke sig, en del forenklet. Alt det sanglige overlod man
til tjeneren og kammerpigen, der her er blevet omdøbt
til Henrik og Pernille. De giver hver en vise til bedste,
og navnlig er Pernilles sang: „En Ugle fordum Tid, som
gammel var og grim“, bemærkelsesværdig, fordi der i
orkesterakkompagnementet er benyttet et ejendomme
ligt instrument, som i partituret kaldes en „Kuk kuk i
F “. Med sin lille terts efterligner den paa en drastisk
maade gøgens kukken
.174
Mod slutningen af denne me
get barokke scene bliver stykkets kom iske gamle, Mr.
Bærhid, som han benævnes paa dansk, plyndret og ilde
tilredt af nogle musikanter, en handling, der dog er rent
komediespil, og som hører med i den snilde Henriks
plan. Det hedder her i tekstbogen: „Der spilles en Arie,
Fruentimmerne dantser, og idet de dantser, holder de
P istoler for Næsen af Mr. Bærhid og af Henric“. Scenen
foregaar ved nattetid, og som det sig hør og bør, bærer
de optrædende, der kommer ind med lygter, skjulende
kapper. D isse beklædningsgenstande maatte man leje. I
oktober 1750 findes der saaledes en udgiftspost for „5
røde Kapper at leye til Serenaden
“ .175
Den røde farve
har sikkert taget sig godt ud i billedet, og det har u tvivl
som t virket storartet, naar Leonora og Pernille kastede
„deres Kapper til Side“ til største forbavselse for den
forbløffede Msr. Bærhid. For øvrigt maatte man ogsaa
leje pistolerne, og sandsynligvis lød der endda skud, for
der findes nemlig endvidere en udgiftspost til krudt
.170
Vi er nu kommet op til tiden umiddelbart før paaske,
og først i marts bekendtgør aktørerne, at „de efter Al-
lern. T illadelse i næste Uge hver Dag opfører Comoe-