54 / 259
Carsten Meyer
Major Thranmoes afsluttede sin »Erläuterung« med de allerede
nævnte betragtninger vedrørende difficilitet og tillige med følgen
de: »Og med græmmelse kan man nu se den bedrøvelige følge af,
når det tillades sådant stof at indføre til den kongelige residence
end sige at lade opbevare årelangt i et magasin. Ulykken og øde
læggelsen ville have været langt større, hvis magasinet havde været
hvælvet, og alt krudtet stadig var deri, og vinden havde ført mod
byen«.
Den 10. april udbad General- Landets- Økonomi- og Kommerce-
kollegium sig en rapport24 fra den artilleriofficer, som man mente
havde været »anfortroet krudtets behandling og udlevering«. Som
tidligere nævnt anså Thranmoes dette forlangende som »aldeles
fornærmende«, idet artillerikorpset blot var blevet beordret til at
stille et krudttårn til rådighed og intet andet. Han lader det meget
klart fremgå, at det hele tiden har været Kommercekollegiets egne
folk, repræsenteret ved Sr. Becker og Mr. Quist, der havde varetaget
»behandling og udlevering af det bortsolgte til vedkommende
købere«.
Han indleder sin rapport med at skildre begivenhederne den 7.
juni 1777, hvor bl.a. nøglen til krudttårnet blev overdraget til hr.
Becker fra Kommercekollegiet. Han skriver: »Da nu ej forvalteren
eller copisten kunde mistes af contoret, og jeg giærne vilde see
krudtets beskaffenhed, gaar jeg selv med en tøjhusbødker til krudt-
taarnet med nøglerne og tegnet, som skal viises til den vagthaven
de officer«. Bevogtningen af det gamle krudttårn i Rosenkrantz
Bastion skulle oprindelig ifølge vagtinstruksen fra 177125 foretages
af vagten, der var placeret ved selve batteriet. Han skulle stå såle
des, at han kunne overse runddelen med krudttårnet. Denne prak
sis må være ændret i de følgende år. Dette findes der belæg for i en
løs, desværre udateret, lap papir indlagt i samme vagtinstruktion,
der fortæller, at skildvagten skal være ved det gamle tårn som ved
det nye. Ved det nye tårn, beliggende ud for Hjertensfrydsgade, var
der fast vagt ved selve tårnet. For vagten ved krudttårnene gjaldt
det, at han ikke måtte lade folk passere tæt forbi tårnet men henvi
se dem til alfarvej. Al ild og tobaksrygning i nærheden var selvsagt
strengt forbudt. Han skulle endvidere omgå sit gevær med megen
forsigtighed. De to sidstnævnte forhold vil senere blive behandlet.
52