406 / 650
400
Mary Wollstonecrafts Breve.
2 1 . B r e v .
Jeg har set Grev BernstorfF, og Samtalen med ham
har bekræftet den Mening, jeg forud, d. v. s. siden min
Ankomst til København, havde dannet mig om ham.
Han er en værdig Mand, lidt forfængelig af sin Dyd
å la Necker, og mere ængstelig for ikke at øve Uret,
d. v. s. for at undgaa Kritik, end ivrig efter at udrette
noget godt, særlig hvis det er et bestemt Fremskridt,
der kræver Forandring af en eller anden Art. Kort sagt,
Klogskab lader til at være Grundlaget for hans Karak
ter, og efter Regeringens Holdning at dømme skulde jeg
antage, at han hælder til den varsomme Forsigtighed,
der følger i Hælene paa Frygtsomhed. Han besidder
betydelige Kundskaber og nogen Finhed, ellers kunde
han heller ikke være Minister. Fast bestemt paa ikke
at sætte sin Popularitet paa Spil — han er yderst om
hyggelig for sit Ry — vil han aldrig komme til at fejle
berømmeligt, som Struensee, eller forstyrre Nationens
stagnerende Tilstand ved Geniets Energi . . .
Som Helhed lader de Danske til at være yderst
uvillige til Forandringer, og hvis Lykken kun bestaar i
Troen paa den, er de Danske det lykkeligste Folk paa
Jorden. Jeg har nemlig aldrig set nogen saa veltilfreds
med sine Kaar som de. Og det skønt Klimaet lader til
at være meget ubehageligt: Vejret er enten tørt og lum
mert eller koldt og fugtigt, og Luften har aldrig den
skarpe og nervestyrkende Renhed, som i Norge hjælper
en til at udholde det barske Vejrlig. Jeg har ikke høri
Indbyggerne her tale med Glæde
0111
Vinteren, noget,
der er Nordmændenes stadige Æmne, tvært imod lader
de til at frygte dens ubehagelige Barskhed.
Voldene er fornøjelige og maa have været det endnu
mere før Branden, da de spaserende ikke blev generede
af de Støvskyer, som for Tiden ved det mindste Vind