lige Suveræn, og det næppe engang bag Kulisserne, da
Prinsen ikke har noget af den haardnakkede Selvtillid,
som saa ofte i Ungdommen er Forløber for en fast Karak
ter. Han og Prinsessen, hans Gemalinde, spiser hver Dag
sammen med Kongen for at spare Udgiften til to Tafler.
Hvilket Komediespil maa det ikke være at behandle
som Konge et Væsen, der ha r mistet Menneskets Maje
stæt! Men selv Grev Bernstorffs Moral finder sig i dette
staaende Bedrageri, og han benytter sig undertiden deraf
til at mildne et Afslag, han selv giver, ved at sige: Det
er Kongens, min Herres, Vilje, skønt Gud og Hvermand
ved, at han hverken har Vilje eller Hukommelse. Om
trent samme Brug gøres der af ham, som jeg har set
visse Havgasser af Koner gøre af deres Mænd: de holder
af at præke om Nødvendigheden af at adlyde deres
Mænd — nogle stakkels passive Væsner, som aldrig ha r
faaet Lov til at have nogen Vilje —, naar de ønsker at
skjule deres eget Tyranni.
Man fortæller her en Historie om, hvorledes Kongen
engang gjorde en Hund til Etatsraad. Hunden, der var
vant til at være med ved Taflet, snappede et Stykke
Kød fra en gammel Officers Tallerken. Kongen irette
satte den i Spøg og sagde, at den,
»monsieur le chien
«,
ikke havde Privilegium paa at spise med Majestæten,
et Privilegium, der er knyttet til denne Titel.
Slotsbranden var i Virkeligheden en heldig Begiven
hed, da den gav et Paaskud til at reducere Hof hold
ningen, der var alt for stor for Kronens Indtægter.
Kronprinsen gaar for Tiden til den modsatte Yderlighed;
og HolTets Facon, for ikke at kalde det Gnieri, lader
til at brede sig til alle de andre Grene af det højere
Selskab, jeg har haft Lejlighed til at se, skønt der i
Samkvemmet med fremmede endnu vises Gæstfrihed.
Mary Wollstonecrafts Breve.
399
27*