400 / 650
Siden Branden har Indbyggerne haft travlt med at
lede efter Ejendele, som er bievne glemte under Fo r
virringen; og det er forbavsende, hvor mange Menne
sker, som tidligere er regnede for agtværdige, der h a r
benyttet sig af den fælles Ulykke til at faa Fingre i,
hvad Flammerne har skaanet. Andre, der bedre forstod
at trække Grænser, nøjedes med at skjule, hvad de fandt,
og ulejligede sig ikke med at søge efter Ejerne, skønt
de havde Betænkeligheder ved at søge efter Bytte hvilket
som helst andet Sted end netop mellem Ruinerne . . .
Jeg har aldrig været i en Hovedstad, hvor man ser
saa lidt aktiv Virksomhed, og hvad Livlighed angaar, spej
dede jeg forgæves efter den raske Gang, jeg kendte fra
Nordmændene, der i enhver Henseende synes mig at have
faaet et Forspring for dem. Denne Forskel tilskriver jeg
den større Frihed, de har, — en Frihed, som de anser
for deres nedarvede Ret, medens de Danske, naar de
praler af deres negative Lykke, altid omtaler den som
en Gave fra Kronprinsen under Grev Bernstorffs vise
Ledelse. Stavnsbaandet er imidlertid i Færd med at
forsvinde i Riget, og med det vil den uappetitlige Gerrig
hed forsvinde, som enhver Form af Trældom maa regnes
at føre med sig . . .
Rigdom lader ikke til at være efterstræbt blandt de
Danske for at opnaa finere Livsnydelser; thi Manglen
paa Smag er meget iøjnefaldende i København, og det
i den Grad, at jeg ikke er forbavset over at høre, at
den stakkels Matilda forargede de strænge Lutheranere
ved at søge at forfine deres Forlystelser. Den Elegance,
hun søgte at faa indført, blev kaldt Letfærdighed, men
3 9 4
Mary Wollstonecrafts Breve.
og' derpaa at løbe en Mils Vej uden Ophør. Hvad der herved var
allerforfærdeligst — Drengen, der løb mellem Rytterne efter at have
nedsvælget den cannihalske Drik — var en Søn af den henrettede
Morder.« Der er her Tale om Rasmus Hugge, som henrettedes paa
Falster i 1790erne.