397 / 650
Mary Wollstonecrafts Breve.
391
Mod nok til at støtte ham , naar han stred for dets Vel.
Saa stærk var Forbitrelsen mod hende, at jeg har hørt
hende, selv efter saa mange Aars Forløb, blive beskyldt
for Letfærdighed, ikke blot fordi hun søgte at give de
offentlige Forlystelser mere Snit, men ogsaa paa Grund
af selve hendes Godgørenhed — hun lod nemlig blandt
andre Institutioner ogsaa indrette et Hospital for Hitte
børn. I sin Uvilje mod mange Sædvaner, der gaar for
Dyder, skønt de kun er Former, der overholdes, ofte
paa Sandhedens Bekostning, gjorde hun sig sandsynlig
vis skyldig i en Fejl, der er fælles for alle Reformatorer,
idet hun ønskede at gøre paa én Gang, hvad der kun
kan gøres Skridt for Skridt.
Mange meget slaaende Grunde har hendes Venner
ført i Marken for at bevise, at hendes Kærlighed til
Struensee aldrig var gaaet saa vidt, som det blev paa-
staaet af dem, der frygtede hendes Indflydelse. Det være
nu, som det være vil, sikkert er det, at hun ikke var
nogen Kurtisane, og hvis hun nærede Kærlighed til ham,
gjorde det hverken hendes Hjærte eller hendes Forstand
nogen Skam, eftersom Kongen var en vitterlig Vellyst-
ning og en Idiot i Tilgift. Da Kongens Opførsel altid
var bleven ledet af en eller anden Yndling, bestræbte
ogsaa de sig for at regere over ham, af Selvopholdelses
drift saavel som af en priselig Ærgerrighed; men da de
ikke havde Øje for de forudfattede Meninger, de kunde
møde, viste det System, de fulgte, mere Hjertensgodhed
end sund Dømmekraft. Hvad den, endnu troede, Be
skyldning angaar, at de gav Kongen Gift for at svække
hans Evner, saa er den alt for absurd til at blive imøde-
gaaet . . .
Jeg kan ikke beskrive det Indtryk, det gjorde paa
mig at se denne Marionetkonge blive bevæget af de
Snore, Grev Bernstorff holder ham fast i, og se ham
sidde stiv med tomme Øjne og modtage Hyldest af