394 / 650
388
Mary Wollstonecrafts Breve.
paa Elegance eller Storhed, naar jeg undtager Pladsen,
hvor Kongen og Kronprinsen bor.1) Paladset2), der
brændte for et Par Aar siden, maa have været en smuk
og rummelig Bygning; Murene staar der endnu, og en
stor Mængde fattige ha r fundet Ly der i Ruinerne under
Branden, indtil de andensteds kan faa Tag over Hovedet.
Senge er placerede paa den store Trappes Afsatser, og
hele Familier dér krøbne i Ly for Kulden, hver lille
Krog er omgivet med Brædder og Tilflugtssted for stak
kels hjemløse Væsner. For Tiden kan et Tag være nok
til at beskytte dem mod Natteluften; men som Aarstiden
skrider frem, er jeg bange for, at Ulykkens Omfang vil
blive haardere følt, skønt Regeringen gør sig meget be
tydelige Anstrængelser.
Utvivlsomt har ogsaa privat
Godgørenhed gjort meget for at lindre Nøden, som træn
ger sig paa overalt; men alligevel forekommer det mig,
at der næppe findes nogen levende Almensans her.
Havde en saadan eksisteret, kunde man have kvalt
Branden i Fødslen, som man tilsidst gjorde, ved at
rive flere Huse ned, før Flammerne naaede dem. Folk
vilde ikke gaa ind derpaa, og Kronprinsen havde ikke
Karakterstyrke nok til at afgøre, naar han burde op
træde som uindskrænket Herre, og lod roligt alt gaa sin
skæve Gang, indtil hele Byen saa ud til at trues med
Undergang. Med barnagtig nøjeregnende Samvittigheds
fuldhed fulgte han den Lov, han selv havde givet sig
ind under, og begik derved den Fejl at sidde med Hæn
derne i Skødet og klynke, medens han saa en Ulykke
brede sig, som en kraftig Forholdsregel vilde have
standset. Senere blev han nødt til at gribe til vold
somme Midler; men hvem kunde saa bebrejde ham
x) Amalienborg.
2) Kristiansborg.