393 / 650
Mary Wollstonecrafts Breve.
387
optog mig. Byens Udseende var, efterhaanden som vi
kom den nær, ret storstilet, men uden noget særligt
Karaktermærke, der kunde tiltale Fantasien, naar und
tages Træerne, som giver Fodstierne Skygge.
Lige før jeg naaede København, saa jeg et Antal
Telte paa en bred Slette og antog, at Passionen for at
ligge i Teltlejr havde naael denne By. Men jeg opdagede
snart, at de afgav Ly til mange af de fattige Familier,
som den nylig stedfundne Ildebrand havde drevet ud
af deres Boliger.1)
Snart efter kom jeg igennem det Støv og Murgrus,
den havde efterladt, og blev helt forskrækket over at se
Ødelæggelsens Udstrækning — mindst en Fjerdedel af
Byen var ødelagt. Synet af de nedfaldne Mursten og
Skorstene var lidet egnet til at hensætte Fantasien i
lindrende melankolske Drømmerier . . . De brandlidte
var stadig under Trykket af den Elendighed, denne
skrækkelige Ildebrand har foraarsaget . . . Jeg bad
derfor min Kusk skynde sig afsted til det Hotel, der
var anbefalet mig, for at jeg kunde faa Øjnene fri og
sat en Stopper for det Mylder af Tanker, der jog mig
rundt i alle Byens Ender og Kanter for at lede efter
husvilde.
I Morges spaserede jeg rund t i Byen, til jeg blev
ked af at se paa Ødelæggelserne. Jeg havde ofte hørt
de Danske, selv Folk, som havde set Paris og London,
tale
0111
København med Begejstring. Ganske vist har
jeg set Byen under meget ugunstige Forhold, med nogle
af de bedste Gader nedbrændte og alt i Forvirring. Al
ligevel kan det højeste, som efter min Mening kan eller
nogen Sinde h a r kunnet nævnes til dens Pris, siges
med faa Ord. Gaderne er brede, og mange af Husene
store; men jeg saa intet, der kunde faa en til at tænke
b Ildebranden d. 5.—7. Juni 1795.