539 / 650
Kommandanten og Magistraten.
533
han deres Personer ved Militær lader anfalde med«, og
endelig ved Tid efter anden at søge mere og mere af
Stadens Grund inddraget under Fortifikationen. Magi
straten anraaber derfor Kongen
0111
Beskærmelse imod
Kommandanten og beder om, at der maa blive givet
ham Befaling til ikke at blande sig i de Ting, som fore-
gaar paa Stadens Grund og henhører under dens Ju ris
diktion. »Thi vi haver ikke nogen Magt a t tage os selv
til Rette over en Militærperson,
0111
han utilbørlig for
holdt sig imod os, men maatte overlade Straffen til hans
Chef, saa det er ikke nogen Ubillighed, at en Borger
mand nyder i det mindste lige Skel og Ret.« Endelig
gentager Magistraten sit tidligere Andragende
0111
, at en
Kommission maa blive nedsat til en Gang for alle at
fastslaa Grænsen mellem Fæstningens og Byens Jorder,
for at ikke Staden fremdeles skal vedblive at fornærmes,
og for at uendelig Trætte og Dispute kan undgaas.
Men Regeringens Svar tyder paa, at Tiderne nu er
bleven forandrede. Rigtignok faar de tre Bryggere Til
ladelse til at gøre de paabegyndte smaa Foderhuse fær
dige, naar de lægges saaledes, »at de med Enderne gaar
i Nør og Synder og med Enderne støder ind paa be
meldte Kostald«. Men derefter tilføjes disse betydnings
fulde Ord: »Saa give Vi Eder hermed tilkende, at Vi
allernaadigst have funden for godt, at ej flere Huse saa
nær og uden for Staden maa opbygges, førend derom
allerunderdanigst bliver indhentet Vores Allernaadigste
Resolution. Derefter I Eder allerunderdanigst kunde
vide at rette«. Dermed havde Regeringen altsaa afvist
den Opfattelse, som Magistraten havde gjort sig til Tals
mand for: at enhver havde Lov til at bygge paa sin
Fæstejord, naar Bygningerne kun opfyldte de tidligere
givne Forskrifter. Det var Kommandantens Opfattelse,
der havde sejret; Borgernes Ret var yderligere trængt
tilbage, og Magistraten havde for Fremtiden intet at