541 / 650
Kommandanten og Magistraten.
535
for Hovedsladens Vedkommende kom hertil den store
Ulykke i 1728. Den kongelige Enevælde beklippede
mere og mere Magistratens gamle Rettigheder, den over
mægtige Militærmyndighed var dens stadige Modstander,
og ved Hoffet stod den uden fast og paalidelig Støtte.
Under saadanne Omstændigheder at lede og fremhjælpe
Byen var en Opgave, der vel kunde falde vanskelig for
betydeligere Mænd end dem, Københavns Borgerstand i
hine Aar var i Stand til at frembringe. Det blev da
ogsaa Magistratens daglige Lod at føre sine Nederlag
og Skuffelser til bogs, at protestere mod Overgreb, den
ikke kunde afværge, at lægge Planer, som den ikke fik
Lov at udføre, at fremsætte Forslag, som ingen svarede
paa. Men den kæmpede dog ufortrødent for Borgernes
Ret og Byens Interesser, og dens enkelte Medlemmer
kunde vise mere Fasthed og Overlegenhed, end man
paa Forhaand skulde vente. Der hørte dog i 1730
no g en borgerlig Standsfølelse til for at turde svare
Kommandanten: »Ved han , at jeg er Borgmester i
København!«