224 / 256
209
denne Yndest. Hvad selve Skuespillene angaar, da ere
»Sproglæreren« og især »Magt og List« særdeles gode
Stykker. Af de tvende andre er »Fregatten Svanen« et
af de besynderligste D ramer, en fornuftig Mand har
skrevet. Selv fraset fra den Horreur, dette Stykke, hvori
H ovedhandlingen er et saa afgjort Bigamie, som noget
kan væ re, m aa vække hos en gamm el Jurist, der ikke
ur vant til at spøge med Lovsteder som
6
—
1 3
—
2 3
,
selv fraset fra denne juridiske Forbauselse, kan man dog
ikke andet end studse over den Letsindighed, en saadan
Handling der er behandlet med.
Det er overhovedet
en Fejl ved alle Stykkerne (saa m eget betydeligere som
Modsætning til alle Novellerne), at fast alle Karaktererne
ere franske, ikke danske; m en selv en Franskmand vilde
næppe bære sig ad som den danske Koftaidi-Kaptejn i
»Svanen« . . . .
1 1 . Novbr. 1834.
Jeg stod imorges op Kl.
3
, en halv T im e før m in
sædvanlige T id, og derved som og ved en T im es Ferie,
som et af m ine
5
Sæt Manuducender idag forunder m ig,
ser jeg m ig nogenlunde i Stand til at tilskrive Dig. Jeg
sig er: n o g en lu n d e; thi et fortsat Arbejde af
7
T im er
har allerede nu — Kl.
1 0
— udm attet m ig saa meget,
at jeg ikke kan skrive med nogen V igeui, selv om jeg
ellers skulde kunne det. Jeg behøver ingen Undskyld
ning, fordi jeg har ladet Dig vente saa længe efter
B re v e; th i
ultra posse n e m o ribligatur,
som vi Jurister
sige, og det har væ ret m ig um uligt at vinde saa m egen
T id, som der fordredes for at skrive Dig til. Jeg ser
det virkelig an m ed den største Forundring, at jeg har
kunnet udholde et saadant Liv i snart
2 1/ 2
Maaneder,
14