222 / 256
207
men rim eligst er den dog komm et fra Adjutan-
terne . . . .
Af Hverdagshistoriens Forfatter er endeligen det
længe om talte Bind Skuespil udkomne, med en sindrig
Fortale af Heiberg.
Denne erindrer ved sin Slutning
paa en let Maade om m in til H ertz’s anonym e Nytaars-
gave, i det m indste forekomm er det m ig saa, og for
modenlig skal den ogsaa gøre dette efter de faa Ord,
jeg hørte af H eiberg om hin første Fortale for noget
siden, da jeg talte med ham paa Gaden. Han tæ nker
maaske at styrke M eningen om Forskellen mellem ham
og Forfatteren ved Erindringen om Forskellen mellem
mig og Hertz. Men jeg i det m indste troer ham ikke,
skønt det endog for en Mand, der som jeg har væ ret
nødt til at lyve og spille Comoedie i en anden Ano
nym itet, er næ sten ubegribeligt, at denne Ro og Indiffe
rence hos ham , hans Kone og Moder, skulde totaliter
være Forstillelse.
En speciel Tvivlsgrund for m ig er
den Om stæ ndighed, at jeg, der aldeles ikke stod i For
bindelse med Heibergs, blev beæret med Foræ ring af et
Exemplar af Novellerne og nu igen af Skuespillene. At
mange af m ine Bekendtere, og deriblandt især Møhi og
Hertz, stode i saa næ r Berørelse med Heiberg, kunde
dog um uligt bevirke en saadan Interesse for m ig hos
h am ; og om jeg endog ved en fornylig foretagen Gen
nem læsning af m in Smule Fortale til H ertz’s Bog endnu
fandt m ig tilfredsstillet ved den, saa kan dog hverken
jeg eller nogen anden for Alvor falde paa, at Heiberg
skulde ynde den i en saadan Grad, at han ved at for
ære ikkun
4
Exemplarer bort af et af sine Væ rker
skulde ville betænke den ham ganske ubekendte For
fatter af hin Bagatel med det ene Exemplar. leg maatte
derefter formode, at det virkeligen ikke var Heiberg,