223 / 256
208
men en anden, m ig m ere næ rstaaende Person, som saa-
ledes tæ nkte paa m ig. Men foruden at jeg vel kan
forudsætte, at Ingen, der stod m ig saa næ r og var i
slige Affairer, vilde betænke sig paa at opdage sig for
mig, i al Fald for før Publicationen at drage den Nytte
af m in saa aabenhjæ rtige Dom , som t. Ex. Hertz vist
ikke vil næ gte at have haft, saa er der igen saa mange
indre og ydre Data, der tyde paa H eiberg som Forfatter,
at jeg ikke kan tvivle om , at det er ham . En ny
Bestyrkelsesgrund fik jeg for en T id siden af Poul
Møller. I det ene af de ovenm eldte Skuespil: »Fre
gatten Svanen« forekomm er en Styrm and, der, da der
tales om en vis Person ejer dette Skib eller ikke, bruger
det fortræffelige U dtryk »at han m aatte lægge Hænderne
sammen lige til Albuen og bede til Gud, saa det kna
gede i hans Hals« til at det var hans. Da dette Stykke,
der tidligere forelæstes og da gik under Heibergs Firma,
en Aften blev læst i Poul Møllers Næ rvæ relse, gjorde
han en Bemæ rkning navnligen om det første Udtryks
Fortræ ffelighed til Fru Gyllembourg, som derpaa svarede:
»Ja, det har Ludvig læ rt af m ig ; m in Fader brugte
det altid efter at have h ørt det af en Matros«. Saa-
danne mangfoldige Smaategn erfarer m an af den Hei-
bergske Fam ilies Bekendtere, og flere maatte der efter
H ertz’s Y tringer — han er dog endel tilbageholden i
denne Henseende, da han betragtede slige Aabenbarelser
som et Slags Forræderi mod en Fam ilie, han levede
saa m eget med, — endnu kunne anføres. Jeg taler for
resten saa vidtløftigt derom , dels fordi det vel ikke er
Dig uinteressant, dels fordi det sandelig piner m ig endel,
at jeg ikke kender m ed fuldkomm en Vished en saa
dygtig V elynder, og, naar jeg tæ nker m ig H eiberg som
samme, ikke i m indste Maade kan begribe Aarsagen til