217 / 256
202
at jeg ikke kan tøve længer, end jeg alt har gjort, med
at opfylde m in Pligt. Du faar altsaa et Brev, m en det
bliver et tarveligt.
For m ine legem lige O nder har Lægen raadet m ig
at drikke Seltser-Vand.
Jeg øser desaarsag, lige saa
saa snart jeg er staaet op om Morgenen, hvilket sker
Kl.
4
Y
2
,
3
store Ølglas af denne ubehagelige Drik i
mig og gaar derpaa ud
1
å
2
T im er.
Det sidste er
vel egentlig det, som skulde hjæ lpe; m en da jeg altid
har væ ret m est m ørk i Sindet om M orgenen, naar alt
T rykkende, der har hvilet om N atten, komm er frem
igen, saa følge m ine Sorger m ig som en Skygge paa
m ine tidlige Fodvandringer; disse blive altsaa ikke m eget
hehagelige. T idligere, i Slutningen af V interen, gik jeg
m ine Spadseretoure om Middagen og befandt m ig bedre
derved. Sædvanligvis gik
og gaar jeg over Volden,
Grønningen, lange L inie. Farim agsvejen
og andre
Smaatoure, som Du vilde se ned paa m ed dybeste
Foragt . . . .
Hvad det publike Liv her i D anm ark angaar, da
har Du vel allerede hørt det T ilstræ kkelige om Sepera-
tionen mellem Prinsesse W ilhelm ine og Prins Frederik.
Hvad denne sidste havde gjort, veed Publikum ikke
med nogen Vished, og Fablerne i denne Anledning ere
saa talrige og for største Delen saa absurde, at det ikke
kan lønne sig Um agen at fortælle dem . I en Maaneds-
tid var han paa Jægerspris, tog ombord paa Linjeskibet
ved Hum lebæk, og bad, da Captain Zahrtm ann (aldeles
uvidende om det passerede) paa sin Tilbagerejse fra
Vestindien mødte Linjeskibet i Kattegat og spurgte, om
Prinsen ikke vilde have Hilsener til K jøbenhavn, til
Zahrtmanns allerstørste Forbauselse ikke andre end Prins
Christian hilse. Naar han har besøgt Island, komm er