214 / 256
199
bleven siettere og siettere; m en især staar det sig galt
med m it Bryst. Lægerne forsikre, at der ikke er noget
livsfarligt ved den Hoste, som nu plager m ig allerede i
6
Maaneder, stæ rkere end i forrige Vinter.
Men den
T rø st hjæ lper ikke m eget, naar jeg dog generes og lider
ved den uafladeligt, Dag og Nat, Morgen, det første jeg
vaagner, og Aften, idet jeg sover ind. Den er hyppigen
saa voldsom , og Blodet jages med saadan Styrke op i
Hovedet, at jeg i Svimm elhed maa klam re m ig fast ved,
hvad jeg kan faa ihænde for ikke at falde omkuld.
Det er im idlertid ikke heller, og ej engang mest,
m in egen Sygdom , som piner mig.
Min Moder har
hele V interen, men især i de sidste
6
U ger ligget til
Sengs af den yderst smæ rtefulde N yresten. At se en
Kone paa over
7 0
Aar vaande sig og krumm e sig som
en O rm under Pinsler, som hører til de stærkeste, Syg
domme kunne foraarsage, er m eget haardt, isæi naar
den Lidende er Beskueren saa m eget, som hun er for
mig, m en hvad videre maa jeg ikke ogsaa fiygte for
hende under saadanne Om stæ ndigheder?
Jeg lever fuldkomm en som Erem it.
Kun et Par
Venner eller Bekendter kunde ville besøge m ig , m en
ogsaa disse have Næ rbeslægtede, som ligge dødssyge,
eller Verden gaar dem paa anden Viis imod. De komme
sjældent til m ig og trænge da snarere til O pm untiing,
end de ere i Stand til at yde m ig den.
Den største Del af m ine Forhold ere pinlige for
m ig; m ine Em bedsforretninger dels, især efter m in
Karakter, byrdefulde for m ig, og dels, f. Ex. ved Skifte
væsenet, fulde af Ansvar.
In s u m m a
, kæ re Adler! jeg er saa led og ked af
Livet, som nogen kan væ re det; under disse Om stæ n
digheder vilde Du næppe væ re tjent med ofte at faa