79 / 256
6 4
Sproget (»svensk«, »at svenske« etc.), og som nu saa
pludseligt se den superbeste Hyper-H jæ rtelighed m ellem
L
en Del af disse Nationer. En næ rm ere Forbindelse vilde
vistnok væ re højlig at ønske, navnligen fordi derved
vilde skabes et Afløb for L itteraturen, der ellers her
hjemm e m aatte gaa over sine Bredder, for at jeg skal
bruge en vandet L ig n else; m en vor Herre veed, om
G læden fra svensk Side (thi fra dansk er den blot ube
tæ nksom t Pjat) er en hurtig Flyvegrille eller et Udbrud
af en længere følt Tilbøjelighed.
Skaaningerne have
endnu — efter hvad jeg kan dømm e efter at have talt
med nogle ældre Svenske — nogen E rindring tilbage
om den gam le Forbindelse med Danmark, skønt denne
just ikke altid var saa kæ rlig mellem Skaane og Sjæl
land, og Øhlenschlæger synes at have ved sine Skrifter
haft en temm elig Indflydelse paa Svenskerne, især de
sydlige, saaledes, hvad der er ganske tydeligt, paa
T egnérs og de yngre svenske Poeters Dannelse . . . .
I Søndags kom
3 0 0
Malmøianer og Lundianer over til
Dyrehaugen Kl.
1 2
om Middagen.
En Del af dem tog
til K jøbenhavn og
kedede sig der, da der ingen M en
nesker brød sig om d em ; m en det gik den øvrige Del,
der blev derude, ligesaa galt.U agtet
en forfærdelig
Skvalder, der i Forvejen var gaaet om , hvorledes disse
svenske Ripensere skulde behandles paa det ypperligste,
var der, med Undtagelse af O. T hom sen og H a ld 1) —
der toge imod en
7 — 8
Stykker — næsten ikke en
dansk Kæft ude ved Bellevue, der tog sig af dem . . . .
*) Litterat Ove Thomsen og Lic. theol. P. Hald havde bl. a,
været sammen med Øhlenschlæger i Juni Maaned i
Malmø og Lund.