PVJacobsensBreve

deres Ankom st hertil, »læste de«, som det hedder, nogle

Dage deroppe; m en kan nogen Læsning gøre Andre

forrykt, saa er det nok denne. De fortræffeligste Katte

toner fra den højeste til den dybeste afvekslede, fra en

Snes Jødestruber,

Gange om Dagen, saaledes at

m ine Ø reh inder dirrede ved det og jeg ikke kunde

tænke andet end Eder og Forbandelser.

Nu have de,

Gud ske evig Lov og T ak i al Stilhed, slaaet dém til

Ro igen.

løvrigt er jeg saa genert, at jeg endogsaa

maa gaa paa Ræveklør ned af m in egen T rappe og

først se ud, hvem der er paa Gangen.

Præ sten vil

nem lig gæ rne passe m ig op for at hilse paa m ig. Men

da han kun kan tale T ysk, og jeg er ligesom maalløs i

dette Sprog, m aa jeg bruge allehaande M aneuvrer for at

undgaa Samm enstødet m ed ham . ^

Nr.

. H istorierne om de to Soldater, af hvilke i

det m indste den ene er m eget morsom .

Den første er

om en Soldat, der forleden stod Vagt ved Mundingen

af Lange Linie.

I det samme kom Prins Ferdinand

gaaende m ed sin høje Brud, Kronprinsessen. Soldaten

raabte dem an og spurgte, om de havde Pas til Lange

Linie.

Derpaa svarede Prins Ferdinand: »Jeg er Hs.

kongl. Højhed Prins Ferdinand, og dette er Hendes

kongelige Højhed, Kronprinsesse Caroline, og vi behøvei

ingen Pas til Lange Linie.«

Hvorpaa Soldaten igen

bandte paa sin jydske Salighed, at der kom ingen igennem

uden Pas, om det saa end var Kongen. Hvorpaa Prins

Ferdinand og Prinsesse Caroline maatte gaa hjem og

lægge sig, men 'Soldaten maatte ligge krum paa Skjold,

skønt ikke som unge Halfdan med Staalet i sit H jæ ite

(cif. »Helge«, et rom antisk D igt af Adam Øhlenschlæger.

Jeg er ved m in Jæ rnbyrdsafhandling komm en saaledes i

Vane med at citere, at jeg ikke kan lade det fare.