77 / 256
berde«.
Da hun ikke kunde blive af med ham med
det gode, gav hun ham et Ørefigen, og han hende
derpaa eet igen . . . .
Ørnegaarden pr.
5
Fjerdingvejsmilepælen paa
Vejen fra Kbhvn. til Lyngbye d.
5
. og
6
.
Juli
1829
.
Gud hjælpe, først og fremmest mig, kære Adler,
og siden Dig; thi hvis han ikke giver mig en Haand,
i det mindste som Holger Danskes, og Dig Øjne med
Briller saa stærke som Herschels Teleskop, saa vil det
se galt ud for os begge. — Jeg er nemlig bleven paa
det betydeligste stødt over dit sidste Brevs Begyndelse.
Der forekommer Finter om at skrive kort, ikke at skrive
con amore
, at skrive saaledes, at
man maafrygtefor
etc. etc., og
jeg
har derfor taget
2
Brevark for mig med
den allerfasteste Beslutning at skrive dem ganske fuldt
og færdigt, alt medens jeg sidderher tværs over
for
1
Vi Milspælen paa Vejen til Lyngbye.
Men hvorledes dette skal kunne lykkes, vil være
vanskeligt at sige. Jeg behøver unægteligt ikke at frygte
for at forstyrres ved nogen Fristelse til at gaa udenfor
den veltillukkede Stue, som jeg sidder i; thi det øser
Vande ned og tuder, som det var midt i October. Men
Tiden er ikke det eneste, man behøver, naar man skal
skrive.
Foruden Haand, Pen, Papir, Blæk, Bord og
Stole m. v., som man har nødig, og hvilket jeg alt
sammen har, er det vigtigste endnu tilbage, Stof eller
Silketøj, og hvor faar jeg det fra. Det er let nok sagt,
»Skriv lange Breve«; men jeg vilde ønske, Du sad her,
°g jeg i Ribe (et Ønske, Du kunde være ond nok til