76 / 256
Forfatter tillige var det af »Burchardt og hans Familie«
samt af »Flyttedagen«. Det første Stykke har jeg aldrig
set, men det sidste røber, uagtet sin Holbergske Kolorit,
unægtelig en meget dygtig Mand, og naar det gode i
»Flyttedagen« kommer til det lette og zirlige, der viser
sig i »Arvingernes« Dialog og Sange, vil deraf kunne
komme noget særdeles godt.1) . . . .
Blandt mine »Miscellanea« venter Du formodentlig
ikke at finde noget om Stadsen i Anledning af den
nye høje Forlovelse. Du skal saamæn ogsaa blive fri
derfor. løvrigt have altid baade Ferdinand og Prinsesse
Caroline været omtalte som ret skikkelige Folk; straks,
da Forlovelsen blev bekendt, bleve de til gode Men
nesker, og kort efter meget gode og forstandige Per
soner.
Havde det varet længere, inden Stadsen kom,
vare de sikkert bievne de ædleste og bedste Mennesker
subter solem',
men nu taber det sig lidt igen.
Man
sagde, at der hastedes saa meget med Forlovelsen, fordi
der var en Gesandt fra Brasilien undervejs for at frie
for en brasiliansk Prins (som der næppe er nogen af)
til Caroline; men at hun ikke vilde vide noget at sige
af en saadan Brudgom fra Mexico.
Det nyeste
0111
Prins Fritz er, at han faar og giver Øretæver. Han
skal for noget siden have attaqueret sin Gemalindes
smukke Hofdame, Frøken v. d. Maase, forlovet med
hans Yndling, den unge Sehested Juel, paa Trappen og
gjort, som der staar i Faust, »eine unanständige Ge-
*) J. mystificerer aabenbart her Vennen. Hvem Forf. var,
har han allerede, nu vidst, men dels af Diskretionshensyn,
dels fordi det morede ham at agere (sml. hans »Mødet i
Dyrehaven*), røber han intet. Jvnfr. nedenfor Breve af
10
. April og
13
.—
15
. Maj
1832
.
é l