117 / 208
K u ltu rbye r aldrig i Forlegenhed fo r Plads til Kunstvæ rk e r p a a Gader og Torve, bliver m an det vist heller ikke sa a let i »Nordens
Athen«. Ordet »Hvor de r
e r H jerterum , er de r ogsaa
Husrum«, e r saa godt, som
det e r gammelt. Og siges
de t a f og til, a t dette eller
h in t Monument e r eller kan
blive »Hindring fo r Fæ rd selen«, vil denne Udtalelse
i de allerfleste Tilfælde lige sa a ufejlbarligt vise sig
a t væ re P jank , som den
gam le Borgmesters Motivering a f »Hanetaarnet«s
Sløjfning i sin Tid v a r det.
L ad os da kun faa Monum en ter, saa længe de r
e r nogen eller noget a t re jse et saad an t for. Men p aa
Kunstens Om raade r e r det
jo ikke netop »Mængden,
de r skal gøre det«. D er e r
K rav , som i e thv e rt Tilfælde bø r fy lde stgø re s : K rav
til M onum enterne som god
og alm enforstaaeligKunst,
godt opstillet i godt valgte
og tilpassede Omgivelser
til Æ r e for Mænd eller
Kvinder, som fortjener, a t
deres Minde holdes fast,
medens Tider og Slægter
skifter.
En T rivialitet — noget,
som i K raft a f sin Selvfølgelighed ikke behøve r a t
indskæ rpes ?Ja , gid det v a r
saa vel! Gid de r i vo r By