118 / 208
øvedes Kritik ove r og forstand ig Kontrol m ed de Monumentmodeller, de r foreslaas udførte, gid m an aldrig lod Tilfældigheder væ re det afgørende m ed H ensyn til Monum enternes Plads, gid m an ufravigeligt lod sund Sans raad e , n aa r
det skulde afgøres, om denne eller h in Personlighed var
væ rd ig til a t indregistreres mellem de udødelige! E rfaringen v iser im idlertid, a t Forholdene i saa H enseende ikke er,
som de bu rde væ re. K ravene, de r stilles, e r fo r sm aa . Her
skal gøres et Forsøg p a a a t klarlægge de tte ved Eksempler,
ide t vi først ser a t komm e til Enighed om , hvo rledes Grænsen for Retten til den h e r ved rø rte Æ resbev isn ing bø r drages.
U tvivlsom t synes det da, a t ikke hve r den, som h a r raget
endog r e t hø jt op over sine sam tidige ved udm æ rk ed e Aands-
evner og b rug t disse til væ rd ifu ld t Arbejde for L and og Folk,
bø r have et Monument til evig Am indelse; skal d e r væ re Mening i a t rejse en Mand eller Kvinde et saad an t, m a a vedkomm endes Livsgerning s taa m ed Følger, de r v irk e r, om
end ikke d irek te p a a alle komm ende Slægter, sa a dog Aar-
hund red e r igennem — saa længe helst, som S tenen eller
Bronzen k an holde. Og denne Gerning m a a væ re en saadan ,
a t den k an paaskønnes a f de mange og holde den hæd rede
Persons Navn i Live. Man m aa ikke lade den Mulighed aaben , a t almindelig civiliserede M ennesker om forholdsvis
k o rt Tid skal s ta a over for Monumentet og spørge, hvem dog
denne N. N. h a r væ re t, og hv ad h an h a r ud re tte t. Med and re Ord: Før m an re jser et M indesmærke, m a a m an væ re
saa sikker som muligt paa, a t et saad an t Spørgsm aal ikke
inden føje Tid vil blive frem sa t endogsaa a f Folk, som dog
ellers e r nogenlunde godt h jemm e i deres Fæ d re lands Historie. Der k an vel ikke væ re Tvivl om , a t Biskop
Fog
v a r en
b aade læ rd , dygtig og overm aade b rav Mand. Men lige saa
u tv iv lsom t e r det, a t hans Navn om k o rt Tid vil væ re en tom
L yd fo r saa godt som alle, de r komm e r forbi han s Monum en t ved Holmens Kirke, og det a f den simple G rund , a t han
ikke h a r ud re tte t noget, der h a r sa t sig Spor o v e r fo r den almindelige Bevidsthed. Flere Eksempler, pegende i samme
Retning, vilde let kunne anføres, m en et e r vel nok. Man vil
m aa ske indvende , a t vi, dersom Fo rtiden havde gjort det
Princip gæ ldende, som h e r er hæ vde t, ikke vilde h a ft Ryttersta tuen p a a Amalienborg Plads a t glæde os ove r;
Frederik
den
Femte
v a r jo i alle M aader en ringere Mand end den
nævn te Biskop. Hertil e r a t sige, a t d e r m angen Gang vil væ re