Kjobenhavn

ængsteligt knuger. Lyset jubler vi i Møde i inderlig Taknemlighed. Men hvad er det nu, T

egner

har fundet paa? Frem

for alt ikke, hvad der ligger lige for; sligt maa man jo for

hver Pris sky, omman vil regnes for enretskaffen »moderne«

Kunstner. Og det skal og maa man være; »moderne« bruges

jo nu almindeligt i hædrende Betydning, ogsaa paa Kunstens

Omraade, hvor det burde gælde for et »uartigt Ord«, saa

sandt som alt, hvorpaa det i Virkeligheden passer, kun har

Værd for sin egen Tid. Hvad der har Rod i Naturen selv, kan

fornyes og leve evindeligt. Det moderne skifter — og forældes. Derfor erTEGNERS store Værk Døgnkunst, om detendin-

genlunde er dødfødt som H

asselriis

’

»Mod L y se t« ! — Hvis Gruppen blev tage t bo rt fra sin nuvæ rende Plads og stillet op p a a neu tra l Grund for en u fo rbe red t Kreds a f Tilskuere, vilde disse søge efter en Benævnelse til den. Alle vilde de gaa ud fra, a t den fremstillede Mennesker i Vaande, Skrig, Stønnen, Suk, Fortvivlelse. Saa kunde

vel en finde p aa a t kalde den »Syndfloden«, en anden fore-

slaa Navnet »De sk ibbrudne p a a det golde Skær«, en tred je

tæ nke sig Bibelordet »Trængsel og Angst skal komm e over

hv e r den, som gør det onde« som Indskrift p a a Fodstykket.

Er dette Sandhed, s a a e r K unstvæ rke t derm ed døm t. Men

de r e r meget ande t ond t a t kæ re det p a a , saa meget, a t det

i og fo r sig bu rde væ re t nok til a t s ta a i Vejen for dets Indlemmelse i Rækken a f vo re Monumenter.

Plastisk set e r det m islykket, s a a vist som den gamle Lov,

a t fritstaaende Skulptur skal frem byde gode Forhold og Linier, fra hvilken Side m an end g aa r til den, ikke e r sa t ud a f

Kraft. Set saa nogenlunde fo rfra tage r Gruppen sig forho ldsvis godt u d ; fra dette Synspunkt k an m an endog i flere Pa rtier, særlig i den fo rreste Kvindeskikkelse, hvis stygge venstre Ben m ed en saa smuk Bevægelse e r ført ned over Sokkelens Kant, finde noget a t fornøje sig over. Men fra de an dre Sider skal m an ikke gaa løs p a a den, hvis m an da ikke er

meget v an t til a t døje ondt. Væ rst tage r den mod dem, som

komm e r fra Øst og re t fa a r Syn p aa de k ram pag tig t v redne

Linier, den gabende Ungersvend e r k lem t inde i. Og hvo rdan e r saa Modelleringen i det enkelte? S taa r vi ikke h e r

over for en Manierisme, ikke mindre irriterende end den, for

hvilken den gamle F lo ren tiner

a cc io

a n d in e l l i

m aa hø re

ilde i sin Grav? Skal det virkelig nu væ re blevet god Skik a t

bringe anatom iske eller patologiske V ilkaarligheder som

109