Kjobenhavn

p a a begge U nderekstrem ite te r, er de r en b ru ta l Kraft,

som p aak a ld e r O pmæ rk somheden , og Skildringen

e r k la r n o k : a t det e r et væ ldigt Brøl, de r udgaa r fra

Skikkelsens hæsligt fo rm e de Mund, kan ingen væ re i

Tvivl om. Noget saad an t e r

kun en virkelig Kunstner —

jeg siger ikke Billedhugger

— i Stand til a t p ræ ste re . En

anden Sag e r de t, a t han

he lst skulde lade væ re a t gøre det. Ved a t vise os den

kønne, kloge og gennem-

dannede

Hørup

i en ra sen de Demagogs Lignelse h a r

W illum sen

gjort sig skyldig

i en Utilbørlighed, som der

helst burde raad es Bod p a a

sna rest muligt. Og et ikke

ringe M edansvar h a r de

Mænd, som h a r lade t Monum en te t m ed D rageduk ken p a a det smukke, m en

a ltfor sto re Fodstykke stille

op p a a et Sted, hv o r fredelige ve jfarende bu rde kun ne passe re uden a t fo ru lem pes. J a A n sv a re t—hv o r ligger

det? Hvem e r det, som p a a

S tatens, p a a Kommunens,

p a a det offentliges Vegne i

det he le fø re r Tilsyn med,

h v ad de r skal opstilles, og

hvo r det skal staa? Skulde

Sandheden ikke væ re den,

a t de r væsentlig set i n t e t

saad an t Tilsyn udøves — at

det b e ro r p a a de vildesteTil-