153 / 179
3 7 år i Københavns komm unes tjeneste
tropisk karakter, at det offentliges overtagelse af større og større områ
der af den sociale forsorg kom til at gribe ind i det private og bl. a.
medførte, at der blev stillet større krav til regnskabsvæsenet, så dette
blev langt mere kompliceret end hidtil. Det arbejde, der påhvilede
Diakonissestiftelsens kasserer, blev herved alt for stort til at kunne ud
føres af et ulønnet bestyrelsesmedlem, og kassereren måtte derfor have
en sekretær, der kunne komme nogle timer hver dag og fungere som
en slags hovedbogholder. Denne stilling tilbød Toftegaard mig i april
1940, og jeg tog med glæde imod den og har beholdt den helt ind i mit
80de år. Københavns kommunes årlige bruttobudget var, da jeg for
lod kommunens tjeneste, på ca. 300 millioner kroner; Diakonissestif
telsens budget var, da jeg tiltrådte, ca. 3 millioner kroner; det var
altså kun 1 % af kommunens. Men arbejdet var af samme art og pro
blemerne ofte de samme; og så spiller to nuller mere eller mindre ikke
så stor en rolle, som man måske kunne tro. Det har i alt fald været et
arbejde, som har fanget min interesse og bragt mig i forbindelse med
mennesker, som jeg er kommet til at holde meget af. Men til sidst syn
tes jeg ikke, at kræfterne længere kunne slå til, og jeg tog derfor min
afsked fra den 1/4 1957.
I de ikke få år, der er gået siden jeg forlod Københavns kommunes tje
neste, har jeg gennem de forskellige nye hverv, som jeg her har fortalt
om, haft rigeligt at beskæftige mig med og interessere mig for. Men
det har aldrig kunnet bringe mig til at glemme, at Københavns kom
mune har været mit livs egentlige arbejdsplads, og at det er der, jeg
hører hjemme.
Ikke mindst føler jeg det, når jeg hører rådhusklokkernes dejlige
toner. Jeg stod på Rådhuspladsen den nytårsnat, da de lød første
gang. I den kvistlejlighed, hvor min kone og jeg flyttede ind som ny
gifte, lød de dag og nat, fordi vi boede så nær ved rådhuset. Anders
Jensen sås dengang jævnlig i borgmester Jensens venteværelse; han
skulle ind og andrage om, at klokkespillet måtte blive standset om nat
ten for Paladshotellets beboeres skyld. Det var vist en rimelig begæ
ring, og ønsket blev jo også til sidst opfyldt. Men min kone og jeg følte
os nu ikke generede deraf, vel sagtens fordi vi var så unge. Nu bor vi
lidt fjernere, så for det meste er det kun sent om aftenen og tidligt om
morgenen, at rådhusklokkerne kan høres. Men når og hvor jeg hører
151