37 år i K øbenhavns komm unes tjeneste
endnu. Heller ikke min personlige skæbne kunne påkalde interesse;
noget martyrium kunne det jo ikke kaldes, når en 61-årig mand får
afsked med fuld pension efter egen ansøgning. Så der var ikke mere
noget at tale eller skrive om. Jeg kunne så meget lettere forsone mig
hermed, som jeg snart mærkede, at hos de mennesker, jeg mødte -
både den snævrere kreds og de fjernere stående - var der ikke sket
nogen ændring i deres væremåde over for mig, og vel derfor heller
ikke i deres vurdering af mig.
Ja, nogle ganske enkelte undtagelser var der måske nok. En person
var der i alt fald, fra hvem eller over for hvem jeg følte trang til at få
oprejsning. Det var borgmester Kaper. For borgmester Hedebol stil
lede det sig således, at han først og fremmest anså borgmester P. J.
Pedersen for at være den, fra hvem vanskelighederne for magistratens
2. afdeling og for ham personlig var udgået. I sammenligning hermed
trådte det, der var udgået fra borgmester Kaper, fuldstændig i skygge,
ja efter at Kaper og P. J. Pedersen i 1932 var bievne modstandere, har
han vel næsten anset Kaper for en forbundsfælle. For mig tog dette sig
noget anderledes ud. På begge de områder, hvor jeg kom ud for kritik,
nemlig den administrative revisions virksomhed og kommunens låne
optagelser, var det først og fremmest borgmester Kaper, fra hvem der
var udgået vanskeligheder.
Med hensyn til revisionen mente borgmester Kaper, at jeg som chef
for et direktorat, der også omfattede den administrative revision,
kunne og burde have organiseret denne således, at den tidligere og
effektivere havde slået ned på bedragerierne i udsalgsstederne. Jeg
derimod mente og mener, at det på intet tidspunkt, før katastrofen var
indtrådt, ville have været muligt for mig at få gennemført en ordning,
der gav den administrative revision den fornødne forøgelse af kompe-
tance og personale, og at en af de afgørende hindringer herfor var
borgmester Kaper. Den modvilje, han i 1926 lagde for dagen over for
tanken om, at en revision, der sorterede under en anden borgmester,
skulle kunne øve kritik over for noget, der sorterede under ham, beva
rede han vedblivende. Og med hensyn til personaleforøgelsen var han
selv efter katastrofen ikke blevet anderledes sindet, end at han i det
møde i borgerrepræsentationen, hvor forslaget om den nye regn
skabs- og revisionsvedtægt blev forelagt, gav udtryk for sin uvilje imod
den stedfundne tredobling af personalet i forhold til tilstanden før
147