146 / 179
hans hidtidige plads,« sagde de landbrugskyndige til far. »Siger han:
mine heste, er han rimeligvis for egenrådig; siger han: husbonds heste,
har han næppe den rette ansvarsfølelse; men siger han: vore heste, så
kan man håbe, at han er den rette mand.« Jeg havde sagt vort om alt,
hvad der vedrørte Københavns kommune. Både som lønningsmand og
som regnskabsmand havde jeg haft føling med al dens mangfoldige
virksomhed og kendt personer og forhold rundt omkring. Forlængst
havde jeg vænnet mig til rent bogstavelig talt at sige vort om det alt
sammen, og min tjeneste havde jeg søgt at udføre svarende hertil.
Dette ville jeg gerne fremdrage i min tale. Men når jeg så kom til det
punkt, hvor jeg skulle forklare, hvorfor en forkarl med så gode inten
tioner nu forlod sin plads i utide, kunne jeg ikke få ordene til at falde,
som de skulle. Det blev rent ud sagt til selvros, eller i alt fald til et selv
defensorat, som ikke var på sin plads her. Jeg prøvede flere gange at
skrive det om og blev siddende lige til kl. 3 V
2
; men det gik mig som
Mr. Dick med Carl den 1. hovede: det gale kom stadig igen. Så opgav
jeg at bygge mit svar over denne lille historie. I stedet for talte jeg om
den glæde, jeg havde haft af mit arbejde, om mine bestræbelser for at
være nyttig, og om at jeg, som forholdene var kommet til at ligge, ikke
længere troede at jeg kunne gøre nytte, og derfor mente, at det var
bedst, at jeg trak mig tilbage. Til slut takkede jeg overborgmesteren og
ønskede ham lykke til den betydningsfulde opgave, der var tilfaldet
ham.
Den kollegiale afsked foregik umiddelbart efter nede i salen i kæl
deretagen, hvor ca. 40 af de overordnede tjenestemænd fra den gamle
magistratens 2. afdeling eller med tilknytning til denne havde indbudt
mig til at komme til stede kl. 2. Her fik jeg overrakt to sølvlysestager,
og direktør Bjerregaard, som foretog overrækkelsen, ledsagede denne
med en tale, der begyndte således: »Det er ikke normalt, når en kom
munaldirektør tager afsked med sin virksomhed, at en større kreds af
kolleger på særlig måde deltager i en sådan begivenhed. Det har heller
ikke været hensigten ved denne lejlighed at optræde som korporation,
men vi tilstedeværende har under direktør Jespersens mangeårige ar
bejde i kommunens tjeneste i større eller mindre omfang været i per
sonlig berøring med ham, og vi har gerne villet benytte lejligheden til
at give udtryk for vore venlige følelser - for mig personligt, og jeg tror
for mange, måske alle de tilstedeværende - tillige et ønske om at ud
V ilhelm Jespersen
144