145 / 179
37 år i Københavns komm unes tjeneste
sig mod tavshedspligten. Sagen blev anmeldt til politiet; overborg
mesteren sagde til mig, at denne gang gjaldt det knappen, borgmester
Kaper var meget vred. Der kom så en politiadvokat, ledsaget af en
stenograferende betjent, og afhørte os. Jeg gjorde rede for de sikker
hedsforanstaltninger, jeg havde truffet. Det gik meget højtideligt til,
men der blev ikke fundet noget mistænkeligt, hverken hos mig eller
hos mine medarbejdere. Et par dage efter kom politiet igen; der var
endnu nogle supplerende oplysninger, de skulle have. Men nu var
tonen en helt anden; de lod skinne igennem, at nu var sagen ved at
blive opklaret; det var alligevel en rådmand. Så hørte vi ikke til mere.
Men hvorfor skulle sagen være uden betydning, når det var en råd
mand, men gælde knappen, hvis det var en tjenestemand? Og hvorfor
skulle borgmester Kaper bestandig mistænke tjenestemændene, når
det dog altid var politikerne? (Jfr. 1986-årbogen s. 138f.).
Men der skete os altså intet ondt, og arbejdet blev ved at gå sin
gang. Til slut oprandt den 31/12 1938, min sidste tjenestedag i kom
munen. Både overborgmesteren og en kreds af kolleger og medarbej
dere beredte mig hver for sig en festlig afslutning.
Overborgmesteren havde samlet alle tjenestemænd i mine egne to
direktorater: regnskabsdirektoratet og lønningsdirektoratet og tillige
de øverste tjenestemænd i de øvrige direktorater under overborgme
sterembedet. Sammenkomsten fandt sted kl. 1 i den sal, som tidligere
var overpræsidentens og nu var overborgmesterens, og hvor jeg så
mange gange i årenes løb havde været til fest. Ved et glas vin fortalte
overborgmesteren forsamlingen om den tvivl, min afskedsansøgning
havde bragt ham i; en nat og en halv dag - eller måske var det om
vendt - havde han brugt til at overveje, om han ikke skulle stikke en
kæp i det hjul. Men min sidste henvendelse til ham var blevet afgø
rende for ham; han forstod, hvor magtpåligende det var for mig at få
min ansøgning imødekommet, og så ville han ikke modsætte sig det.
Han takkede mig for min tjeneste, karakteriserede den under anven
delsen af nogle venlige adjektiver, og tog i smukke ord afsked med
mig.
Mit svar havde jeg arbejdet med den foregående aften. Jeg havde
tænkt at bygge det over et råd, som min far havde fået, da han som
landsbypræst selv skulle overtage avlingen og i den anledning skulle
have en forkarl. »Lyt efter, hvordan en ansøger taler om hestene i
143