144 / 179
mand til stillingen. Det forbavsede mig altså ikke, og det vil også for
stås, at jeg ikke ligefrem græd af medfølelse med kommunen. Hvis
nogen havde spurgt mig, om ikke den tanke dæmrede i mig, at man
måske alligevel kunne blive nødt til at lade planen om en finansekspert
som økonomidirektør falde, og at det kunne ende med, at jeg blev sid
dende som regnskabsdirektør - så havde jeg vel nok svaret nej. Men
måske der alligevel havde været en lille brøkdel af et håb i mig, og det
var mig ikke ubehageligt at modtage og give imødekommende svar på
en anmodning om at fortsætte i mit embede til udgangen af december
1938. Jeg var også glad ved det af den grund, at jeg så kunne nå at
blive færdig med udvalgsarbejdet vedrørende den nye regnskabs- og
revisionsvedtægt. Udskydelsen af besættelsen af embedet som økono
midirektør gjorde det lettere for mig at bevare mentaliteten som aktiv
direktør; intet var mig fjernere i mit daglige arbejde på rådhuset end
tanken om, at jeg om et par måneder skulle bort fra det hele.
Overborgmesteren fik nu kommunalbestyrelsens tilslutning til at få
ledelsen af regnskabsdirektoratet lagt direkte ind under økonomi
direktøren, samt at få embedet som regnskabsdirektør nedlagt og
embedet som løndirektør genoprettet fra 1/1 1939, kort sagt få orden
på det, som i den store hast i marts måned var forblevet uklart og
uordnet. Derefter blev stillingen som økonomidirektør på ny opslået,
og nu lykkedes det overborgmesteren at finde en anset statstjeneste
mand, der foruden sine øvrige kvalifikationer virkelig sad inde med en
stor bankkyndighed, og som var villig til at søge stillingen. Det var
cand.polit. Holger Koed, der havde været sekretær i Landmands
bank-kommissionen og inspektør i Banktilsynet, og nu var formand
for Priskontrolrådet. Den 15. september blev han valgt til økonomi
direktør og den 1. november tiltrådte han stillingen. »De kan tro, jeg
har måttet slide mange trapper, inden jeg nåede målet,« sagde over
borgmesteren til mig, da jeg lykønskede ham til det gode resultat.
De sidste måneder var travlt optaget af at slutte arbejdet af, men midt
i det hele havde jeg en sidste ærgrelse. Der var igen sivet noget ud til
aviserne om en sag, der havde været til behandling i den samlede
magistrat, denne gang en sag fra regnskabsdirektoratet. Magistratens
medlemmer bedyrede alle - også rådmændene - at de var uskyldige;
så mente man, at det måtte være en tjenestemand, der havde forbrudt
V ilh elm Jespersen
142