3 7 år i Københavns komm unes tjeneste
lod sig imidlertid ikke afvise af disse betragtninger, og i budgetbe
tænkningen, der fremkom i februar 1938, foreslog det konservative og
det radikale mindretal i forening, at magistraten skulle opfordres til i
forbindelse med den kommende nyordning at søge en finansekspert,
eventuelt en kommitteret, tilknyttet overborgmesterembedet. Endnu i
borgerrepræsentationens møde den 15/2 1938 modsatte socialdemo
kratiets ordfører H. P. Sørensen sig dette; det ville efter hans mening
være »ganske urigtigt på forhånd at binde den nye magistrat, der
skulle vælges til 1. april, til en bestemt ordning på dette punkt«. Men
oppositionspartierne ville have deres vilje igennem i forbindelse med
forfatningssagens gennemførelse, og i sidste øjeblik gav socialdemo
kraterne efter, dog således at finanseksperten skulle ansættes som tje
nestemand, ikke som kommitteret.
Megen tid til at gennemdrøfte sagen har der åbenbart ikke været,
og det var ikke på forhånd klart, hvorledes den nye ordning skulle
virke i praksis. At hensynet til at lette overborgmesteren i hans store
arbejdsbyrde har spillet med ind, er højst rimeligt; for enkelte har det
måske endogså været hovedmotivet. Men efter alt, hvad der var gået
forud, kunne der ikke være nogen tvivl om, at for de fleste var det af
gørende ønsket om at få en mand ind i ledelsen af finansvæsenet, der
kunne gøre bedre fyldest, end man mente, jeg havde gjort. Efter en så
dan desavouering syntes jeg ikke, at jeg kunne blive siddende i min
stilling. Det ville ikke længere være nogen direktørstilling; i realiteten
ville jeg blive underdirektør, og det på den ubehagelige måde, at alt
godt nyt - og måske gammelt med - ville blive lagt den nye økonomi
direktør til ære, og alt hvad der ikke var godt, ville blive lagt regn
skabsdirektøren til last. Nej, jeg måtte gå, og den nye økonomidirektør
måtte overtage ledelsen af regnskabsdirektoratet. Det krævede sund
orden, det havde jeg også et æreskrav på; og endeligt var det nødven
digt af personelle hensyn; min myndighed over for mine medarbejdere
i regnskabsdirektoratet havde under hele den krise, som bedragerierne
i udsalgsstederne havde fremkaldt, været anfægtet, og den ville ikke
kunne tåle dette nye slag.
Der var dem, der tænkte sig, at sagen kunne ordnes ved, at jeg gik
tilbage til stillingen som løndirektør. Det gik efterhånden op for mig,
at når det trods mine gentagne forsøg og borgmester Hedebols utvivl
somt gode vilje hidtil ikke var lykkedes at få denne stilling genoprettet
137