135 / 179
37 år i Københavns komm unes tjeneste
simpelt hen ved, at dette direktorat blev opført sammen med de
øvrige direktorater, der skulle henhøre under overborgmesteren; det
blev ikke genstand for nogen speciel omtale, endsige uenighed. For
den, der havde oplevet alt det postyr, der fulgte efter Schaarups for
slag af 1926 (jfr. 1987-årbogen s. 9 4 ff.) og senere deltaget i drøftel
serne i revisionsudvalget, var dette forbavsende. Sagen var vel den, at
borgerrepræsentationen nu havde fået al den magtforøgelse, den be
gærede, og ikke ønskede nogen ansvarsforøgelse, og at borgmester
Kaper var bleven klar over, at nu kunne det ikke nytte at opretholde
modstand imod, at der var en ledende finansborgmester. I biografien
over borgmester Kaper læser man følgende: »I den samlede magistrat
akkviescerede Kaper de sidste år ved den nye forfatning med over
borgmesteren som formand med visse særrettigheder på det finansielle
område . . . og fæstede lid til den stadig gældende bestemmelse, at
hver borgmester selvstændigt og på eget ansvar bestyrer alle til den
enkelte afdeling henlagte sager.« Borgmesteren må altså vedblivende,
ligesom i 1926, have overset, at den pågældende paragraf begynder
med det begrænsende »for øvrigt«. De nye bestemmelser giver utvivl
somt overborgmesteren ikke blot visse særrettigheder, men hele den
finansielle ledelse af kommunen. Den kamp, der havde været ført
siden borgmester Jensens afgang, havde således fundet sin endelige af
gørelse, og det måtte borgmester Kaper akkviescere ved.
Den nye forfatningslov påbød nye borgmestervalg inden udgangen af
marts 1938. Det var ikke blot den nye overborgmester, der skulle væl
ges; samtlige borgmestre og rådmænd skulle, skønt de var valgt for
tiden indtil 1/4 1941, afgå og nye valg finde sted. Af de tre stridende
borgmestre var de to uden for diskussion, idet de konservative på for
hånd havde tilkendegivet, at de ville genvælge borgmester Kaper, og
alle vidste, at socialdemokraterne ikke ville genvælge borgmester P. J.
Pedersen. Men om borgmester Hedebol kunne der være tvivl. Hans
stilling blev delt mellem to, overborgmesteren som finansborgmester
og borgmesteren for magistratens 2. afdelingsom hospitalsborgmester.
Ville han attrå overborgmesterstillingen og ville socialdemokraterne
vælge ham dertil? Og i modsat fald: ville han ønske at blive hospitals
borgmester, og ville han blive valgt?
Hedebol selv ønskede at vedblive at være finansborgmester og altså
133