136 / 179
V ilh elm Jespersen
nu at blive valgt til overborgmester, og han opretholdt - i alt fald
udadtil - troen på, at han ville blive valgt. Fra anden side derimod
forlød det, at socialdemokraternes flertal ville vælge den hidtidige
borgmester for magistratens 3. afdeling Viggo Christensen, og at
Hedebol godt kunne blive valgt til hospitalsborgmester, hvis han
ønskede det, men at han ikke ønskede det. Valget i gruppen skulle
foregå mandag den 28. februar. Lørdagen før, kort før lukketid - den
gang var der ingen weekend - kom borgmester Kaper ind til mig med
overtøj på og stærkt optaget af et eller andet. »Det går ikke,« sagde
han, »jeg kommer lige fra Stauning, og han vil ikke; det kan være, De
kan hjælpe; gå med mig op på mit kontor.« Så gik jeg med ham, og for
sidste gang sad jeg i en fortrolig samtale med borgmester Kaper. Han
ville have, at borgmester Hedebol skulle tage imod stillingen som
hospitalsborgmester. Det var for at få statsministeren til at prøve på at
overvinde Hedebols modstand herimod, at Kaper havde søgt ham;
men Stauning ville ikke eller mente ikke at kunne. Nu ville Kaper så
have, at jeg skulle prøve. Men det måtte jeg sige nej til. Det var for det
første en misforståelse at tro, at det gode forhold, der var mellem
borgmester Hedebol og mig, var så vidtrækkende, at jeg kunne blande
mig i en sådan kapitalsag som spørgsmålet, om han skulle acceptere en
stilling som hospitalsborgmester. Men hertil kom, at min personlige
mening var den, at hvis den socialdemokratiske gruppe ikke ville lade
borgmester Hedebol beholde den stilling som finansborgmester, som
han under så megen strid havde forsvaret igennem mange år, og hvis
rette placering nu var blevet udbygget gennem et udvalgsarbejde,
hvor han selv var formand, så måtte det være noget af en æressag for
ham at sige nej til det, man bød ham som erstatning. Det var jo - sans
comparaison - det samme, jeg havde været ude for, når man havde
talt om, at jeg skulle afgive stillingen som regnskabsdirektør og gå til
bage til stillingen som løndirektør, hvad jeg umulig kunne gå ind på.
Denne sidste bemærkning modtog borgmester Kaper med et underligt
forborgent smil og at »åh, sig nu ikke det for sikkert.« Men i øvrigt for
stod han godt, at jeg hverken kunne eller ville gøre noget over for
borgmester Hedebol; det var vist nærmest for at få luft for sin optaget
hed af sagen, at han havde kaldt mig op til sig.
Så gik tingene deres gang, og mandag aften hørte man i radioen, at
socialdemokraterne havde valgt Viggo Christensen, ikke Hedebol, til
134