140 / 179
og besat med Dalgaard, så var det - i de sidste år - fordi man ville
reservere denne retræte for mig. Det var åbenbart også det, borg
mester Kapers forborgne smil i vor sidste samtale betød. Men det var
en misforståelse at tro, at det kunne lade sig gøre. Alle de tråde, som
det var nødvendigt for indehaveren af denne stilling at have i hænde,
var for længst gledet ud af min hånd og overtaget af Dalgaard, og nye
tråde var knyttet af ham; det ville ikke være muligt for mig nu at over
tage det. Det ville desuden være et flagrant brud på de personlige for
udsætninger, hvorunder samarbejdet mellem Dalgaard og mig var
foregået i de forløbne år. Hertil kom, at jeg hverken var villig eller i
stand til at tage den personlige krænkelse at blive fjernet fra mit nu
værende embede og dog fortsætte i en meget krævende og ansvarsfuld
stilling. Nej, tilbagevenden til løndirektoratet måtte være udelukket.
Således formede mine tanker sig. Jeg talte med min kone derom;
hun forstod mig og var enig med mig. Jeg fik besøg af min kloge og
mig venligt sindede kollega, direktør for vandforsyningen Poul Søren
sen, med hvem jeg havde rådført mig angående de interne vanskelig
heder i regnskabsdirektoratet, som jeg lige har nævnt; han kom ud
trykkelig for at sige mig, at han ikke syntes, jeg kunne forblive under
den foreslåede nyordning. Jeg selv var efter to dages overvejelser på
det rene med, at nu burde jeg gå.
Men jeg var kun 60 år og manglede således 5 år i at kunne kræve af
sked med pension på grund af alder. Jeg var heller ikke svagelig, og jeg
var ikke stillet som Gunnar Clausen i sin tid, jeg var ikke i stand til at
sige min stilling op og gå uden pension. Jeg måtte altså ansøge, og jeg
måtte prøve at bane vej for ansøgningen.
Den første, jeg gik til, var overpræsidenten. Han mødte mig med
samme venlighed og forståelse som forrige gang, jeg søgte ham, og han
lovede at støtte mig ved min afskedsansøgnings behandling i den sam
lede magistrat. Men han understregede, at jeg som 60-årig kun ved
imødekommenhed fra kommunalbestyrelsens side kunne få afsked
med pension. Han rådede mig til at tale både med borgmester Hede
bol og borgmester Viggo Christensen, inden jeg officielt indsendte an
søgningen, hvilket selvfølgelig også havde været min agt.
Borgmester Hedebol blev ikke overrasket over min beslutning; han
havde ventet den. Men han havde tænkt, at jeg ville søge stillingen
V ilhelm Jespersen
138