143 / 179
37 år i Københavns komm unes tjeneste
arbejde med. I denne store forsamling tog borgmester Hedebol min
kone til bords, og jeg fik som min dame overpræsidentinde Jensen og
blev med hende placeret mellem to ministre med deres damer og med
Niels Bohr lige overfor. Allerede i disse rangstridige anbringelser lå
der en tydelig tilkendegivelse fra borgmesterens side. Men han lod det
ikke blive herved; i den store tale, han holdt, var der et helt afsnit, der
angik mig, og hvori han takkede mig i stærke ord, alt for stærke ord,
så jeg blev helt skamfuld over dem. Men det var ord, der udsprang af
hans sindelag over for mig, og de måtte derfor alligevel glæde mig
meget. Jeg burde vist have svaret med en tale, men jeg var ganske
uforberedt, og der var taler nok, så jeg tror ikke, det savnedes.
Min afsked var bevilget, men datoen var ikke endelig fastsat; min fra-
træden skulle ske på det tidspunkt, forholdene måtte tillade, dog
senest den 1/10 1938. Det var meningen, at der skulle være tid til at få
stillingen som økonomidirektør opslået og besat, og at jeg endnu skulle
fungere ved udarbejdelsen af budgetforslaget for 1939/40; det havde
jeg lovet den tiltrædende overborgmester. Fristen blev imidlertid for
længet til den 1/1 1939. Dette stod i forbindelse med, at det voldte
vanskelighed at få embedet som økonomidirektør besat.
Det overraskede ikke mig, at der kom vanskeligheder. For den nye
stilling var der bleven fastsat en efter embedsmandsforhold høj løn, og
i alt fald fra konservativ side havde man vel nok tænkt sig, at stillingen
skulle besættes med en mand fra det private erhverv. Der kunne ikke
være tvivl om, at der ville komme en mængde ansøgninger. Men jeg
for min del anså det rigtignok for meget lidt sandsynligt, at der ville
melde sig folk fra det private erhverv med dettes allerbedste kvalifika
tioner. De, der er helt på den rigtige side i det private erhverv, har ved
at blive i dette udsigt til langt bedre vilkår både i retning af penge og -
hvad der er af ikke mindre betydning - i retning af selvstændighed,
end selv en stilling som økonomidirektør i Københavns kommune kan
give. For øvrigt ville en mand fra det private erhverv rimeligvis
mangle en væsentlig del af kvalifikationerne til stillingen, og hos an
søgende tjenestemænd ville man næppe finde den bankprægede
finanskyndighed, som man i øjeblikket var ude efter.
Da ansøgningsfristen var udløben, viste det sig, at overborgmeste
ren ikke blandt ansøgerne fandt nogen, som han anså for den rette
141