147 / 179
37 år i Københavns komm unes tjeneste
trykke vor anerkendelse af den måde, hvorpå direktør Jespersen i en
overmåde vanskelig situation i stilfærdig form, men på udtryksfuld
måde, har hævdet en embedsmands værdighed.« Intet kunne glæde
mig mere end netop denne begrundelse for gaven. Men der var mange
andre, som talte, heriblandt Buhi, som var kommen til stede, skønt
han nu ikke længere var skattedirektør i kommunen, men var bleven
minister. Mange ord blev sagt, som glædede mig og som jeg husker,
men som jeg ikke finder anledning til at gengive her, lige så lidt som
mit svar.
Til slut trykkede jeg hver enkelts hånd, gik tilbage til mit kontor,
tog min mappe og samlede mine blomster, og gik for sidste gang ud ad
rådhusets port - ud til Buhi, som kørte mig hjem i sin finansministe-
rielle vogn. Jeg havde til tider følt en vis beklemmelse ved tanken om
den sig nærmende 31. december. Jeg havde ikke førend til aller sidst
hørt noget om, hvad der forberedtes, og jeg ville føle det lidt fattigt,
hvis afslutningen på den lange tjeneste, som har været mit livs indsats,
simpelt hen skulle være den, at jeg gik ud ad min dør og lukkede den
efter mig. Nu blev det så festlig en afslutning, som jeg kunne ønske
mig, og jeg var dybt rørt og taknemmelig både over for overborgme
steren og over for kolleger og medarbejdere. Der var noget af et brus
af fest over min hjemkomst, og det forstærkedes ved de mange blom
ster og kurve og anden venlighed, som modtog mig hjemme. Det blev i
feststemning, at jeg vandrede ind i det nye år 1939, hvor jeg nu skulle
tage livet op som pensionist, som en forhenværende.
Det der fu lg te efter
Det første, jeg nu fremfor alt trængte til, var at hvile mig. De sidste tre
år havde været over al måde anstrengende. Foruden at passe mit sæd
vanlige arbejde havde jeg måttet sætte tid og kræfter ind på forklaring
og forsvar over for de anklager og angreb, som regnede ned over mig
og mit, samt på at medvirke til at forberede og gennemføre den kræ
vede omlægning af kommunens regnskabs- og revisionsordning. Nu
var spændingen udløst og arbejdet fuldført, og nu var jeg gennem-
træt. Jeg trængte ikke alene til hvile, jeg trængte også til forfriskelse,
og det gjorde min kone også. Vi bestemte os til at foretage en 3 måne
ders Italiensrejse.
145