148 / 179
Den gav os ikke helt det udbytte, vi havde ventet og som vi har fået
af vore andre rejser. Noget skyldtes det vel nok, at jeg var så pågået.
Men det var også ualmindelig koldt i Italien i de måneder, selv i Taor-
mina og Sorrento, og i Assissi blev vi forkølede af at overvære lang
fredagsgudstjenesten i S. Francesco, så vi kom halvdårlige hjem. Kort
efter blev jeg virkelig syg og måtte på hospitalet, hvor jeg blev be
handlet for noget, der måske var malaria og måske noget andet. Det
trak ud til hen på eftersommeren, inden jeg var rask.
Mens vi var i Rom, vågnede jeg en morgen ved, at en stemme spurgte
mig: »Hvad vil du gøre for at få oprejsning?« Det var ingen virkelig
stemme; det var i drømme, at jeg hørte den. Men stemmen blev ved at
forfølge mig på rejsen, og også da jeg kom hjem, og mens jeg var syg.
Nogen smukkere afsked end den, overborgmesteren og mine kolle
ger og medarbejdere havde beredt mig, kunne jeg ikke ønske mig. Det
var ikke der, at der var noget, der trykkede. Men om hvad der her var
passeret, havde offentligheden intet fået at høre. Da jeg nytårsdag
1939 læste min morgenavis, fandt jeg intet derom, og da jeg senere på
dagen købte de andre aviser, fandt jeg ikke heller der noget som helst.
Omtrent på samme måde var det gået med afslutningen af borger
repræsentationens behandling af ansvaret i bedragerisagen; med und
tagelse af »Socialdemokraten« var der ingen avis - i alt fald ingen af
dem, jeg så - der gengav den konklusion, hvormed H. P. Sørensen af
sluttede sin tale i borgerrepræsentationen om ansvaret. Jeg kunne ikke
tro, at hverken det ene eller det andet af dette var tilfældigt, og heller
ikke, at grunden var den, at pressen mente, at det var uden interesse
for offentligheden; jeg havde i alt fald altid været godt stof, når der
kunne fremdrages noget, som fandtes at tale imod mig. Jeg kunne
ikke opfatte det på anden måde, end at pressen ikke ønskede forstyr
relse i det billede af mig, som den selv havde dannet sig, og som den
havde givet videre til offentligheden. Det var heroverfor at jeg spurgte
mig selv, om jeg ikke på en eller anden måde kunne søge oprejsning.
Men meget snart lod jeg spørgsmålet falde. Jeg måtte erkende, at
sagen nu ikke kunne have almindelig interesse. Kommunen havde i
den nye økonomidirektør fået en meget dygtig mand til at udføre det
arbejde, som hidtil havde været mit, og intet kunne være offentlig
heden ligegyldigere, end om jeg kunne have bestridt det nogle år
V ilhelm Jespersen
146