131 / 179
3 7 år i K øbenhavns komm unes tjeneste
og et overmål af arbejde, var forbi. Jeg havde stået denne tid igen
nem, fordi jeg havde en god samvittighed og en god kone. Efter som
merferien skulle et nyt liv begynde.
Forfatningsforandring og min afsked
»Ansvaret« var fordelt, og til afhjælpning af »manglerne« havde bor
gerrepræsentationens undersøgelsesudvalg fremskaffet den fyldige
betænkning fra det sagkyndige revisionsudvalg. Men fremsættelsen af
forslag til gennemførelsen af de fornødne ændringer i den hidtidige
ordning var henvist til magistraten, dvs. magistratens 2. afdeling, altså
borgmester Hedebol med bistand fra mig og mit direktorat. Jeg brugte
de sidste dage af ferien til i ro og fred at gennemtænke, hvad der skulle
foretages, og at udarbejde de første udkast til de fornødne indstillin
ger, så jeg straks efter ferien kunne møde op med dem.
Men samtidig eller forinden var der et andet spørgsmål, der måtte
klares, og det var, om jeg var den rette mand til embedsmæssigt at
forestå dette reorganisationsarbejde. Ved afslutningen af affæren i
udsalgsstederne var man enedes om ikke at rejse krav om særligt an
svar over for enkeltpersoner inden for den administrative revision, og
altså heller ikke over for mig. Men heraf fulgte jo ikke, at tilliden til
mig var usvækket. »Politiken« havde i juni måned klart tilkendegivet,
at den ikke mente, at jeg var den rette mand til at grundlægge det nye
system, og den konservative presse var også meget kritisk indstillet
over for mig. Det samme gjaldt vistnok begge oppositionspartierne i
kommunalbestyrelsen, både de konservative og de radikale. Selv
mente jeg i al beskedenhed eller ubeskedenhed, hvad man nu vil kalde
det, at jeg kunne påtage mig opgaven og gennem mit hidtidige arbejde
havde fået særlige forudsætninger for at løse den. Men det afgørende
var, hvad den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen
mente. Havde den fremdeles tillid til mig? Og selv om den havde det,
var det ikke for hård en belastning for den at skulle holde på en em
bedsmand, der havde fået den offentlige mening så stærkt imod sig
som jeg? Jeg syntes, at jeg måtte tilbyde at søge min afsked med pen
sion.
Det løb gennem min hjerne, at jeg måske skulle gå op og tale med
129