128 / 179
inhabilitet ham åbenbart; han var jo i forvejen vred over, at hele af
færen var bleven lagt udelukkende i borgerrepræsentationens hånd.
Men hvor han selv ikke havde kunnet få tingene til at gå den vej, han
ville, kunne han naturligvis heller ikke give mig bedre råd. Det blev til
venlige ord, som jeg satte pris på, men ikke til mere.
Jeg blev imidlertid ved med at tænke på, om der dog ikke var noget,
jeg kunne gøre. Jeg havde ventet, at borgerrepræsentationens under
søgelsesudvalg før eller senere ville afkræve mig en redegørelse for min
personlige stilling til de forhold, i hvilke man kritiserede den admini
strative revision, og jeg var fuldstændig klar over, hvad jeg i så til
fælde ville anføre. Det skrev jeg nu ned i en sådan form, at jeg kunne
sende aftryk til kommunalbestyrelsens medlemmer og til pressen. Men
var det klogest at gøre det eller at lade være? Jeg gik op med det til
min svoger Gunnar Helweg-Larsen for at høre en erfaren og mig ven
ligsindet pressemands mening. Han sagde: skal ikke, absolut ikke!
Hans svar lød - måske ikke lige efter bogstaven, men efter meningen -
således: »Den brede offentlighed, de der skriver og de der læser avi
serne, ønsker ikke at høre tale om ansvarsfordeling; de vil have en at
hænge. Det er nu - lige meget, hvordan det er gået til - blevet dig, der
sidder med sorteper. Den kan du kun blive af med, hvis du kan få den
til at gå videre til en anden person. Kan eller vil du ikke det, må du
hellere tie stille. At henvise til den bestående ordnings mangler og til
de personlige stridigheder i kommunalbestyrelsen som hindring for
forslag om en nyordning vil ikke alene ikke hjælpe, det vil irritere«.
Jeg lod så min redegørelse ligge - med et suk, for jeg syntes, den var
god og klar og stillede tingene på rigtig plads.
Der var altså ikke andet at gøre end at afvente mødet i borgerrepræ
sentationen, hvor konklusionen af udvalgets betænkning skulle træk
kes, og at håbe på, at der ville være indsigt og retsind nok til, at jeg
ikke skulle lide for hvad der ikke var min skyld.
Sagen kom til behandling i borgerrepræsentationens møde den 2. juli
1937. Som udvalgets ordfører gjorde H. P. Sørensen (den senere over
borgmester) rede for udvalgsbetænkningen, og for revisionens ved
kommende supplerede han den ved at tilføje den manglende konklu
sion. Hans tales afsnit om revisionen sluttede således: »Udvalget må
altså som helhed sige om den administrative revision, at den over for
V ilhelm Jespersen
126