124 / 179
stilling over for mig; ellers ved jeg ikke hvad; men det tidligere gode
kollegiale forhold mellem os var ikke længere til stede og havde ikke
været det i nogle år, da bedragerisagen kom frem. Alt dette behøvede
jeg dog heldigvis ikke at komme ind på i retten. Jeg kunne nemlig på
sagførerens spørgsmål svare, at jeg engang havde henvendt mig per
sonlig til Koch på hans kontor, men at jeg da - for at tale i bogholder
sprog - var blevet behandlet som en debitor, skønt jeg var en kreditor,
og at dette havde været afgørende for, at jeg senere havde ønsket at
lade forhandlingerne foregå skriftlig eller gennem de underordnede.
Jeg tror, jeg fik dette anbragt ganske godt, og jeg havde for øvrigt
ikke noget at beklage mig over i den behandling, jeg fik af Kochs sag
fører, højesteretssagfører Gamborg.
Men jeg var lettet, da det var overstået. Der var nemlig et forhold,
jeg meget nødig ville spørges om, og som jeg godt kunne have risikeret
at blive spurgt om, nemlig Dahlbergs fortid. Det var under sagen mod
Ottosen og Dahlberg blevet oplyst, at Dahlberg i sin tidlige ungdom
havde været straffet for bedrageri. Alle gik ud fra, at ingen i kommu
nen vidste besked herom, men sådan forholdt det sig ikke. Dahlberg
var oprindelig blevet antaget i magistratens 3. afdeling, og der kendte
de til forholdet, og derfra blev der givet besked om det til Schaarup,
da han omkring 1920 ansatte Dahlberg i den administrative revision.
Tilfældigvis fik jeg dengang at høre om det. Det gik til på den måde,
at jeg sagde til Schaarup, at jeg ikke rigtig forstod, at han havde taget
Dahlberg; jeg fandt ikke, at han så godt ud; jeg syntes der var noget
over ham, som om han kunne have været i konflikt med politiet.
Schaarup havde dengang endnu ikke fået meddelelsen fra magistra
tens 3. afdeling og svarede mig blot, at Henning Koch havde anbefalet
Dahlberg; men et par dage efter havde han fået meddelelsen, og han
kom da og komplimenterede mig for min evne til at læse i ansigter;
men Dahlbergs affære med politiet var en gammel historie, og man
skulle jo ikke hindre folk i at ernære sig på ordentlig måde, fordi de
havde en ungdomsforseelse bag sig. Dette havde jeg altså vidst, men
det var gået ned i min underbevidsthed; ved bedrageriernes åben
baring i 1936 blev det vakt til live igen. I almindelighed er det vel
sådan, at når en ung, der har forset sig, ikke bliver recidivist i løbet af
en halv snes år, bliver han det aldrig; og det skyldes ingen fejltagelse,
at hverken stat eller kommune forlanger blank straffeattest som betin
V ilhelm Jespersen
122