127 / 179
3 7 år i K øbenhavns koryimunes tjeneste
det hed i et håndværkerblad, jeg tilfældigt så - »fik adskillige medbor
gere til at gå bagover af forbløffelse, og de er sikkert ikke kommen sig
endnu!« Det, der skete, var at magistraten vedtog at tilstå blot de 5
fremmede medlemmer af revisionsudvalget, men også Georg og mig,
et honorar for vor virksomhed. Det nævnte håndværkerblad kompli
menterede ironisk magistraten for dens forståelse af, at enhver arbej
der er sin løn værd, men der var jo også andre end Georg og mig, der
burde have honorar for deres arbejde og besvær i den kedelige affære.
Koch burde da have! og hvorfor lade det blive ved ham, Ottosen og
Dahlberg havde haft megen ærgrelse og tidsspilde af det postyr, der
fulgte på opdagelsen, for ikke at tale om det store slid med at forfal
ske regnskaberne, skulle det ikke også honoreres? - Helt til denne
højde nåede de store aviser vel ikke, men forskellen var såmænd ikke
stor. Også de opfattede Georgs og min virksomhed i udvalget som
sigtedes fremmøde til afhøring; og de protesterede imod - som
Berlingske Tidende udtrykte det - at revisionens ansvar for begiven
hederne i torvedirektoratet henvistes til en uskadelig baggrund ved
magistratsflertallets beslutning om at honorere de herrer Jespersen og
Georg. Dette måtte ikke ske, offentligheden ville se blod.
Det begyndte at slide på mine nerver. Jeg måtte spørge mig selv, om
jeg dog ikke kunne gøre noget for at forsvare mig. Ifølge loven af 1857
var overpræsidenten øverste tilsynsførende med kommunens embeds-
mænd, og overpræsident Bulow havde altid været meget venlig imod
mig; jeg gik derfor op til ham for at søge råd. Jeg tumlede med tanken
om at anlægge sag imod kommunen for at få tilkendt det honorar, som
magistratsflertallet havde vedtaget, men hvis udbetaling var stillet i
bero som følge af pressens holdning. Jeg syntes også, at det på en eller
anden måde måtte kunne slås fast, at borgerrepræsentationen var
inhabil til at optræde som dommer i en sag, hvor der var spørgsmål
om at dele ansvar mellem borgerrepræsentationens egen revision og
magistratens, og hvor der også var spørgsmål om min berettigelse til at
skønne, at personlige modsætningsforhold, hvori borgerrepræsenta
tionen havde sin store andel, var en afgørende hindring for på ny at
tage spørgsmålet om ændring af den administrative revisions kompe
tence og dertil svarende forøgelse af personalestyrken op. Overpræsi
denten rystede blot på hovedet, da jeg nævnte ordet sagsanlæg. Der
imod interesserede mine bemærkninger om borgerrepræsentationens
125