123 / 179
3 7 år i K øbenhavns komm unes tjeneste
Omtrent samtidig med dette fik jeg tilsigelse til at møde i retten.
Torvedirektør Henning Koch var i januar blevet afskediget uden pen
sion, og han havde derefter anlagt sag imod kommunen for at få sig
tilkendt pension. Herunder indstævnede han foruden mig også Rud.
Nielsen og Georg til at møde og afgive vidneforklaring. Jo ringere
revisionen havde været, jo større mulighed var der for at disculpere
institutionschefen. Når vi blev tilkaldt som vidner, var det da åben
bart med den hensigt gennem en afhøring af os at få nye momenter til
belysning af revisionens mangelfuldhed.
Man burde vel ikke kunne indkaldes som vidne, når man selv er part
i sagen. Det var vi alle tre i virkeligheden i dette tilfælde; jo mere
skyld der faldt på Koch, des mindre faldt der på revisionen, og om
vendt. Vor sag skulle pådømmes af borgerrepræsentationen og offent
ligheden i løbet af et par uger, og afhøringen i retten ville kunne få
betydning også for dommen over os. Men mens Koch mødte med sag
fører, og sagføreren spurgte om hvad han ville og på den måde han
ville, var vi henvist til udelukkende at svare på, hvad vi blev spurgt
om, og afskåret fra at spørge den anden part, ja endogså fra blot at
fremdrage momenter, der havde betydning for os, men ikke faldt ind
under de stillede spørgsmål. Det er meget dårlige vilkår at få, og vi var
derfor alle kede af at skulle møde.
Sagførerens forespørgsel til mig satte særlig ind på, hvorfor jeg ikke
som god kollega havde henvendt mig direkte og personlig til Koch.
Henning Koch og jeg havde haft et godt kollegialt forhold, dengang
han var chef for magistratens 2. afdelings sekretariat og jeg chef for
lønkontoret, og vore kontorer lå hvert på sin side af borgmesterens
værelser. Vi var meget forskellige; hans anlæg lå i retning af det
kunstneriske, måske med en streg hen imod det bohemeagtige; mine
anlæg lå i anden retning; men vi kom godt ud af det med hinanden.
Senere, efter at han var flyttet til torvedirektoratet, blev forholdet
imellem os fjernere. At det var blevet ligefrem til et modsætningsfor
hold, fik jeg vistnok først at vide, da min svoger Gunnar Helweg-Lar-
sen engang havde været i et grønlandsk selskab med ham og Ottosen -
både Koch og min svoger havde tilknytning til kredsen omkring Knud
Rasmussen - og der havde følt sig lidet tiltalt af Koch og særlig ærgret
sig over den ubehagelige måde, hvorpå han omtalte mig. Måske var
det broderen Simons afskedigelse, der var årsag til hans ændrede ind
121