129 / 179
3 7 år i Københavns komm unes tjeneste
udsalgsstederne har svigtet. Men jeg vil naturligvis gerne indrømme,
at en ikke uvæsentlig del af årsagen hertil er, at kommunalbestyrelsen
ikke har skabt det fornødne grundlag, med fuld kompetence og til
strækkeligt personale til udførelse af opgaverne. Derfor har man hel
ler ikke fra udvalgets side rejst krav om særligt ansvar over for enkelt
personer i den administrative revision. Det er systemet, der har været
galt, og det er systemet, der må rettes«.
Det var ordføreren for hele udvalget, der fremsatte denne udtalelse.
Imod andre afsnit af hans tale blev der gjort indvending fra andre
medlemmer af udvalget, og forhandlingen i mødet kom hovedsagelig
til at dreje sig om borgmester P. J. Pedersen, som de konservative ville
have skulle trække sig tilbage, og om borgmester Kaper, hvis stilling
til revisionen af legatregnskaberne H. P. Sørensen kritiserede. Men
imod den anførte udtalelse, hvori H. P. Sørensen drog konklusionen
for den administrative revisions vedkommende,blev der ikke gjort ind
sigelse fra noget andet medlem af udvalget. Den måtte forstås som
hele udvalgets konklusion. Og udvalgets betænkning blev taget til
efterretning af borgerrepræsentationen.
Det er sjældent, at politikere erkender, at nogen andel i skyld falder
på dem selv. Jeg forstod derfor til fulde at vurdere og påskønne, at
H. P. Sørensen og udvalget gennem ham udtalte sig således og afslut
tede sagen på den måde.
Der fulgte for øvrigt et lille efterspil. Borgerrepræsentationens un
dersøgelsesudvalg sluttede sin virksomhed med en middag på rådhuset
den følgende aften, og havde til denne middag indbudt revisionsud
valgets medlemmer, herunder også Georg og mig. Ved bordet blev der
holdt taler med tak til forskellige sider, og jeg, der var udvalget tak
nemmelig, fordi det, da det kom til stykket, havde holdt stand imod
den stærke opinion, sagde også et par ord til tak, lige ud ad lande
vejen.
Efter bordet fortsattes der med tvangfrit samvær, og under dette
slår H. P. Sørensen på sit glas og annoncerer, at nu vil Georg holde en
gemytlig tale. Men det faldt helt anderledes ud. Georg rejste sig og
begyndte straks med at sige, at han var ude af stand til at holde en
gemytlig tale; dertil var han for krænket. Og så gav han udvalget en
ordentlig omgang, dette udvalg, som havde kritiseret i øst og vest,
men var gået borgerrepræsentationens dør forbi og havde undladt at
127