63 / 179
Hellig-Hansen og hans huse
aftenen kom. Vi var ti Børn derhjemme [forkert husket; endnu var de
kun syv; nr. ti fødtes først i 1889], og de fire ældste af os fik Lov til at
komme med til Festen . . . Alle Entreprenører og Haandværksmestre,
der havde deltaget i Arbejdet, spiste i den nuværende Restaurant . . .
vi fire Børn sad ved et lille Bord for os selv lige ved Musiken. Der
blev holdt en Mængde Taler og ogsaa en for os. En af Mestrene ud
trykte Haabet om, at vi maatte blive store - ligesom Fader. Men saa
rejste Moder sig og protesterede. Det kom her i Livet ikke an paa
at blive stor, sagde hun, men paa at blive et dygtigt og hæderligt
Menneske!«
Det er med velberåd hu, at den første omtale af fru Hansen er blevet
udskudt til dette sted. Bang har i »Stuk« skildret hende (fru Mårtens)
som en almuekvinde, der optræder ydmygt i lang tid, men så - i en
bestemt sammenhæng - udfolder en overrumplende indre styrke, så
læseren, da ægteparret ved bogens slutning trasker hjem efter en
offentlig ydmygelse af ham, ved, hvem der fra nu af vil være den
stærke i det parforhold. Sidst i nærværende fremstilling skal vi møde
hende, den rigtige fru Hellig-Hansen, igen som den, om hvem de nu
levende børnebørn af Rasmus og Hans i samtaler siger hhv .: »Ane
Sophie var en skrap dame« og »Hun var slægtens overhoved«.
Nedgang og fald
Hellig-Hansens nedgang var allerede nær - begyndt relativt tidligere
ved Dagmar end ved National, så katastrofetidspunkterne blev sam
menfaldende - og iøvrigt naturligvis hang sammen.
Os bagkloge kan det undre, at Hansen nød økonomisk tillid så
længe. Den samme følelse havde hans bagmænd og kreditorer - bag
efter; og så ytrede det sig som flovhed, noget der for enhver pris måtte
skjules. Den lille herre fra Tågerup havde givet de professionelle
københavnske pengemænd nogle ordentlige hak i prestigen. Det var
vel derfor, byggesagspapirerne måtte væk (hvem der så er blevet be
stukket til det), og det var derfor, meget andet i dette nedgangsforløb
artede sig så ejendommeligt.
Hellig-Hansen var ikke en uskyldighed, der ramtes uretfærdigt; han
61