64 / 179
Paul Nørreslet
var fantasirig, men uhæmmet ødsel og uvoksen og samtidig en snu rad
- det kunne ikke blive ved. Det var imidlertid de andre, der var ynke
lige. Herunder Herman Bang, der kort før sin egen bortrejse til udlan
det efter sit nederlag skrev sådan i Bergens Tidende den 26. august
1885:
»Og som sidste Skud af en Febertrang, som intet vilde stille, saa vi
midt i denne By af Cement og Stuk, næsten et Symbol paa Staden selv,
National brede sine prunkende Glasvægge; og Dagmar løftede sin
Kuppel
En
Mand [Hellig-Hansen] satte Udraabstegnet til dette Ti-Aars Værk.
Hans Bus var umættet; gridsk ravede han i skinnende Pragt; Geniet
elskede Skjønheden, Svindleren gottede sig ved Imitationen, Palads
stod færdigt ved Palads.
Den sunde Sans var forladt, og dog blændedes vi.
Mandens Rus var
vor . . .
«.
Det ser ud, som om Hellig-Hansen hen mod sommeren 1884 endnu var
hhv. forpagter af National og ejer af samt bevillingshaver (efter Brun)
ved Dagmar, men det kan han kun have været formelt, som en slags
stråmand.
Han har på det tidspunkt været helt insolvent. Muusmann (og efter
ham alle andre) daterer kun delvis rigtigt Hansens økonomiske misere
fra den dag, han ændrede »Dagmars Tunnel« til »Etablissementet
Dagmar«, dvs. fra et orkesterlokale med gratis adgang for teatergæn
gerne, med Carl Lumbye som dirigent og en hr. Leser som pianist, til
en varieté med internationale komikere og artister, Boulevardens aflø
ser - skønt han havde »forpligtet sig til under en meget betydelig Kon-
ventionalbøde ikke paa Københavns Grund at skabe nogen Konkur
rent til sit gamle Foretagende«.15Derfor »anlagde »National« Sag mod
Hellig-Hansen til Betaling af Konventionalbøden. Som rimeligt var,
tabte han Sagen. Det var den Gældspost, som han herved paadrog sig,
der i Forbindelse med hans efterhaanden haabløse økonomiske Situa
tion gav ham det egentlige Dødsstød«.
Der har næppe været nogen »sag« i retlig forstand - ligesom han
formentlig heller ikke på noget tidspunkt går »konkurs« i skifteretlig
62