349 / 795
Runestenene ved Rundetaarn
335
en særlig Opmærksomhed ved hans Regeringstiltrædelse
i 1649. Da Ole Worm et Par Aar senere udkastede Planen
om at samle Danmarks Runesten paa eet Sted, har han
derfor sikkert haft let ved at vinde Kongens Tilslutning
og Bistand. Uden den vilde det heller ikke have været
muligt at faa en saa omfattende Indsamling gennemført.
Werlauff6 foretog en Sammentælling af alle de Runesten,
som nævnes hos Worm, baade i Monumenta og Addita-
menta, og af dem, som blev indkrævet, og fandt da, at
det var „saa nær Halvdelen“, nemlig 64 af 144. Hvorfor
det netop blev disse, der skulde overføres til København,
var imidlertid ikke „aldeles tydeligt“, sagde han. Men
han gjorde dog rigtigt opmærksom paa, at enkelte Monu
menter var blevet udelukket, fordi de — som Jellinge-,
Stro- og Hunestad-Stenene — udmærkede sig ved „Stør
relse, Pragt eller Bestemmelse“. Senere har Wimmer7
beskæftiget sig med Sagen og med Rette hævdet, at da
man ikke forlangte Runesten fra Norge og Gulland, gjaldt
den kongelige Befaling i Virkeligheden „den allerstørste
del af de hos Worm optagne runestene fra de øvrige
provinser (64 af 91).“ Han gennemgaar derefter de Sten,
som ikke blev indkrævet, og giver ved de fleste af dem en
sandsynlig Grund for, at de ikke blev ønsket af Worm,
men indrømmer ved andre, at det nu er vanskeligt at
indse, hvorfor de ikke ogsaa kom med paa Listen.
En fornyet Gennemgang af Stoffet, hvor man sammen
ligner Worms Materiale med Kongebrevets Desiderata,
vil imidlertid vise, at alle Afvigelserne kan forklares. Det
Wimmerske Synspunkt kan derfor formuleres skarpere
saaledes, at Worm ønskede at faa alle danske Runesten
fra Oldtiden indsendt til København, hvis ikke de stod
paa deres oprindelige Sted. Unge Runemindesmærker,
som stammede fra kristen Tid eller gjorde Tjeneste i
Kirkerne, blev derimod ikke forlangt. Da Kongebrevet
i Hovedsagen nævner Runestenene i den samme Række