365 / 795
Runestenene ved Rundetaarn
351
han da ikke tog dem alle. Af de tretten Sten, som stod
paa Kirkegaarden, er imidlertid de fire (Øster Brøn
derslev, Glenstrup, Vordingborg og den romanske Lig
sten) bevaret til denne Dag, og af de forsvundne ni var
de fire allerede i 1685 stærkt medtagne (Landerup Nr. 2,
Torup, Le, Langaa Nr. 1). Forklaringen er da nok snarere,
at efter Branden har man gennemgaaet hele Rækken og
kun fundet fire tjenlige til videre Bevaring. Granit er me
get lidt modstandsdygtigt overfor Ild, og selvom de nu
forsvundne Sten skulde være gaaet ned i Grunden til et
Hus i hel Tilstand — og ikke hugget til Skærver —, er der
derfor ikke meget Haab om, at de, hvis de engang igen
skulde komme for Lyset, vil være til at kende22.
De fire bevarede Sten fik efter 1728 deres Plads paa
Kirkegaarden, opad Muren paa Taarnets Sydside, men
herfra blev de omkring 1803—04 paa Professor Nicolai
Kalis Foranledning flyttet ind i Kirken23, hvor de (1806)
laa „i den Krog paa højre Haand tæt indenfor den nord
lige Kirkedør“.
I sit banebrydende Værk: „Oversyn over Fædernelan-
dets Mindesmærker fra Oldtiden, saaledes som samme kan
tænkes opstillede i et tilkommende National-Museum“,
der udkom i 1806, deler Rasmus Nyerup det paatænkte
Museum i tre store Hovedafdelinger: „for Hedenolds Mo
numenter, for Runer, og for de christne Mindesmærker“
og deler atter Hedenold i to Sale „Fortidssalen“ og „Old
tidssalen“. Som Overgang mellem Oldtid og Mellemalder
anbringer han „Runestenesalen“, men siger udtrykkeligt,
at Mindesmærkerne her „staar for det meste in effigie,
da de oftest er af for stor Masse og Tyngde til at kunne
in natura faa Plads andre Steder end paa Marken eller
i en Have“. Foruden Runestenene, som altsaa for Største
delen kun skulde være her i Tegninger eller Kobberstik,
tænkte han sig, at Salen skulde rumme alle andre Former
for Runeindskrifter, f. Eks. paa Røgelses- og Vievandskar,